Efter at hele 80 procent af det potentielle varmegrundlag i Nybøl og Vester Sottrup ved årsskiftet 2022/2023 gav tilsagn om at tilslutte sig fjernvarme, er arbejdet med at etablere anlæggene nu i fuld gang. Gravemaskinerne er allerede i gang i Nybøl og Dybbøl, og inden længe starter arbejdet også i Vester Sottrup. Samlet set omfatter projektet cirka 850 potentielle nye fjernvarmeforbrugere.
Jan Due Kristensen, kunde- og forsyningschef hos Sønderborg Varme, fortæller, at interessen for fjernvarme fortsat er stor:
”Efter fire velbesøgte borgermøder i oktober og november har Sønderborg Varme oplevet en stærk opbakning blandt borgerne. For at styrke tilslutningen tilbyder virksomheden en rabat på 13.000 kroner til de husejere i Nybøl og Vester Sottrup, som tilmelder sig senest den 31. januar 2025. Dette har skabt yderligere incitament for mange boligejere til at vælge den klimavenlige løsning”, siger Jan Due Kristensen til SønderborgNYT.
Gravearbejdet vil fortsætte over de næste to år, og projektet er opdelt i etaper. Nye husstande bliver løbende koblet på fjernvarmesystemet, efterhånden som rørene bliver gravet ned. Sønderborg Varme forventer, at alle nye forbrugere vil være tilsluttet senest ved udgangen af 2026.
”Vi arbejder så hurtigt og effektivt som muligt, så alle kan få gavn af fjernvarmen indenfor cirka to år. Jo flere tilmeldinger vi opnår på forkant, desto bedre kan vi også planlægge og optimere gravearbejdet. Områderabatten er bl.a. med til at give det ekstra incitament for boligejere i Nybøl og Vester Sottrup, men det er også derfor vi har en deadline der hedder den 31. januar 2025”, understreger Jan Due Kristensen.
Fjernvarme omtales ofte som ’evighedsvarme’, et udtryk, der især er populært blandt yngre generationer. Det skyldes, at fjernvarme forbindes med fremtidssikrede og bæredygtige løsninger og Jan Due Kristensen roser udtrykket:
”Det er et rigtig fint udtryk. Fjernvarme er komfortabelt, nemt og bekvemt. Du får høj service og en lav varmepris. Du skal ikke længere selv vedligeholde dit eget varmeanlæg. Når der kommer nye og mere miljøvenlige og prisbillige teknologier, integrerer vi dem centralt i varmesystemet, så alle forbrugere automatisk får fordelene”, siger han og tilføjer:
”Fjernvarmeprojektet er et vigtigt skridt i den grønne omstilling og skal bidrage til en langsigtet sikring af varmeforsyningen i området samt Sønderborg-områdets ambition om at reducere CO₂-udledningen. Ved at vælge fjernvarme bidrager husejerne til den lokale indsats for at beskytte klimaet og fremme en mere bæredygtig fremtid”.
Interesserede husejere kan finde flere oplysninger om projektet på Sønderborg Varmes hjemmeside, hvor der også kan læses om den særlige rabat på 13.000 kroner, som gælder for tilmeldinger i Nybøl og Vester Sottrup senest den 31. januar 2025.




















