Netværkshuset har meddelt, at foreningen lukker, men glædeligvis overgår deres aktiviteter til Alzheimerforeningens Lokalafdeling Sønderjylland. Dette sikrer, at de omkring 100 medlemmer fortsat kan nyde populære tilbud som krolf, sang og caféeftermiddage. Aktiviteterne vil fremover finde sted i Palmosehuset i Dybbøl.
“Vi ser med stor optimisme frem til de nye muligheder, denne overdragelse vil medføre. Sammen med Netværkshusets medlemmer og engagerede frivillige vil vi gøre vores bedste for at skabe meningsfulde oplevelser og støtte til mennesker med demens og deres pårørende i vores lokalsamfund”, siger Bente Lambertsen, formand for Alzheimerforeningens lokalafdeling i Sønderborg, i en pressemeddelelse.
Netværkshusets aktiviteter vil blive videreført med hjælp fra en engageret gruppe frivillige fra lokalområdet. De står klar til at sikre, at både tidligere og nye deltagere føler sig velkomne.
“Vi er glade for, at Netværkshusets aktiviteter overgår til Alzheimerforeningen, så det fortsat er muligt at tilbyde aktiviteter og støtteordninger til vores medlemmer”, siger Wiwi Christensen, afgående formand for Netværkshuset.
Bente Lambertsen fremhæver, at overdragelsen styrker mulighederne for hjælp, rådgivning og sociale aktiviteter:
“Denne beslutning betyder, at vi udvider tilbuddene til alle, der er berørt af demens. Vi glæder os til at fortsætte Netværkshusets værdifulde arbejde”.
Overdragelsen markeres ved en generalforsamling og efterfølgende åbent hus samt reception den 11. februar 2025 klokken 14.00 i Palmosehuset i Dybbøl. Her vil der være mulighed for at sige farvel til Netværkshuset og byde Alzheimerforeningens lokalafdeling velkommen.
Tilmelding til receptionen kan ske til Wiwi Christensen på mail: [email protected] senest den 7. februar 2025.
















