Der er lagt op til en stor futsalfest, når Sydjysk Sparekasse Skansen på lørdag bliver fyldt med engagerede fans, der støtter det danske futsallandshold i deres vigtige EM-kvalifikationskamp mod Kasakhstan. I skrivende stund er over 1.500 billetter solgt, hvilket lover godt for en stemningsfyldt aften i det sønderjyske. Det skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.
Holdet har haft en svær start på kvalifikationen med nederlag til både Armenien og Albanien, men håber nu på at vende skuden med massiv dansk opbakning i ryggen.
Selvom Kasakhstan måske ikke umiddelbart forbindes med futsal, er holdet i realiteten et af verdens absolut bedste. De ligger aktuelt nummer fem på verdensranglisten og bliver derfor en svær modstander for det danske mandskab.
Den tidligere Sønderborg-profil Ermin Kasumovic tror dog på en dansk sejr og håber, at det lokale publikum vil være med til at bære holdet frem.
“Vi skal møde en af topnationerne i hele verden, hvilket er en meget svær opgave. Vi lægger os ikke ned på forhånd, vi er klar til at kæmpe for Danmark, og vi går naturligvis efter sejren. Vi håber, at danskerne vil være med til at hjælpe os til sejren med opbakning og støtte i hallen”, siger Ermin Kasumovic, der spillede 62 kampe for Sønderborg Futsal i den bedste danske række og noterede sig for imponerende 67 mål og 31 assists.
Kampen fløjtes i gang klokken 15:00 lørdag den 1. februar i Sydjysk Sparekasse Skansen. Der er stadig billetter tilgængelige på boldbillets hjemmeside. Prisen er 50 kroner for voksne og 30 kroner for børn.
















