John Brandt, spidskandidat for SF til Sønderborg Byråd, og Susanne Blegvad Posselt, kandidat for SF, skriver:
Læserindlæg: Uge Sex er overstået, og i år var temaet fra Sex og Samfund Kropskontrol. Forhåbentlig har ugen givet anledning til, at forældre i Sønderborg også har haft mulighed for at tage emnerne op derhjemme. Skolen kan meget, men det er en fælles opgave.
Efter én uge i skolen, hvor samtalerne har handlet om sex, følelser, kropskontrol, kropsvelvære, seksualitet, identitet og relationer for ja Seksualundervisning handler om meget mere end sex – og det kan ikke rummes på så kort tid.
Det er især i 6.-9. klasse, at de unge står over for store forandringer i forhold til deres krop, identitet og seksualitet. Sociale medier skaber både usikkerhed og polarisering, og klasselokalet er ikke altid et trygt sted for hverken lærere eller elever at tage disse samtaler op. Det skal vi have ændret. Gør vi det ikke, vil polariseringen og fordommene kun vokse!
Vi kan ikke forvente, at skolerne løser udfordringen alene., det kan og skal de ikke. Men hvis vi vil have en folkeskole, der hjælper børn og unge med at forstå deres seksualitet og identitet, skal vi give skolerne og lærerne de nødvendige ressourcer. Det kunne bl.a. være:
Flere midler til skolerne, så de kan få eksperter udefra til at støtte de unge og lærerne i de svære samtaler, som hurtigt bliver meget personlige og for nogen grænseoverskridende.
Efteruddannelse til lærere i Sønderborg, så nogle på hver skole har solid faglig viden om kønsidentitet og seksualitet. Disse kan fungere som ressourcepersoner, som andre kollegaer kan sparre med.
Opgradering af seksualundervisningen på læreruddannelsen, så det bliver et 10 ECTS-point kursus. Det vil sikre, at kommende lærere har den nødvendige faglige viden.
De statistikker, vi ser omkring unge og seksualitet, understreger behovet for en mere ambitiøs indsats:
20 % af unge kvinder mellem 15 og 25 år er utilfredse med deres udseende.
66 % føler et konstant pres for at se godt ud.
50 % af unge mellem 15 og 24 år har haft ubeskyttet sex inden for det seneste år.
Mange unge har oplevet uønskede seksuelle tilnærmelser og føler sig usikre omkring deres kønsidentitet og seksualitet. Dette viser tydeligt, at vi skal gøre langt mere for at sikre, at unge får en tryg og sund forståelse af deres seksualitet, identitet, kropsopfattelse og sex
Seksualundervisning bør være en mere integreret del af undervisningen – hele året! Hvis vi vil ruste de unge til et sundt og trygt liv, kræver det en fælles indsats, der er vedvarende.
Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].




















