Torsdag aften var der lagt op til spænding i Sydjysk Sparekasse Skansen, hvor Sønderjyske Herrehåndbold tog imod Mors-Thy Håndbold i kampen om vigtige point i Herrehåndboldligaen. Desværre for hjemmeholdet blev det aldrig helt deres aften, og kampen endte med et nederlag på 30-35.
Sønderjyske lagde ud med lyn og torden og kom foran 2-0 efter to hurtige mål. Hjemmeholdets stærke åbning blev dog hurtigt overskygget af en periode på seks minutter, hvor fejlene hobede sig op. Det udnyttede Mors-Thy kynisk, og gæsterne tog en overbevisende 0-8-sejr i perioden.
Cheftræner Rasmus Vandbæk forsøgte at vende momentum med en timeout og en taktisk ændring til 7 mod 6-spil, hvilket resulterede i flere scoringer. Defensiven havde dog fortsat problemer, men Sønderjyske kæmpede sig langsomt tilbage i kampen.
Med ukuelig fight fik Sønderjyske udlignet til 16-16 kort før pausen, men en sen scoring fra Mors-Thy sendte gæsterne i omklædningsrummet foran 16-17.
Efter pausen startede Sønderjyske godt og holdt trit med Mors-Thy op til stillingen 21-21. Herefter begyndte gæsterne igen at trække fra, særligt hjulpet på vej af deres hurtige bagspillere, som hjemmeholdet havde svært ved at dæmme op for.
Med seks minutter tilbage af kampen var Sønderjyske kun bagud med to mål – 29-31, men i slutfasen smuldrede spillet, og Mors-Thy sikrede sig en sejr på 30-35.
Efter kampen mødte en berørt Jacob Bagersted fansene og udtrykte sin taknemmelighed for opbakningen:
“Vi vil gerne sige tusind tak for jeres støtte og håber, at I kommer igen næste gang, jeres opbakning betyder alt. Som trup skal vi nu kigge indad og se, hvor og hvordan vi kan forbedre os, så vi kommer styrkede ud af nederlaget,” sagde Jacob Bagersted.
Næste gang Sønderjyske Herrehåndbold skal i kamp, er den 27. februar 2025 på udebane mod Bjerringbro-Silkeborg.



















