Madspild er en af de store udfordringer i samfundet, og i Sønderborg Kommune er der sat en ambitiøs målsætning om at reducere madspildet i de kommunale køkkener med 25 procent.
På Botilbuddet Bosager er det dog allerede lykkedes at opnå en markant større reduktion. Siden juni 2024 har både personale og beboere formået at skære madspildet ned med hele 61 procent.
Resultatet er ikke kommet af sig selv, men gennem en systematisk indsats. Medarbejdere i køkkenet og husassistenter har arbejdet dedikeret med at synliggøre, hvordan madvarer kan genanvendes, og der er blevet udarbejdet en madspildspolitik for at sikre en mere bæredygtig tilgang til madlavning. Det skriver Sønderborg Kommune i et opslag på LinkedIn.
En vigtig faktor bag succesen er inddragelsen af pulje-flexjobbere, der har bidraget med at lave mad fra bunden og udnytte hele fødevarer. Råvarer, der ofte ville ende i skraldespanden – som broccolistokke – bliver nu anvendt kreativt i forskellige retter, hvilket både mindsker spild og skaber mere varierede måltider.
De økonomiske ressourcer, der er blevet frigivet gennem madspildsreduktionen, bruges nu på at købe flere økologiske og lokale fødevarer samt på at eksperimentere mere med grønne retter. Dette gavner både miljøet og kvaliteten af måltiderne.
Bosagers erfaringer bliver nu delt med andre produktionskøkkener i kommunen, så flere kan få glæde af de effektive metoder. Målet er, at alle køkkener i kommunen skal nedbringe madspild og skabe en mere bæredygtig madkultur.


















