I budgetaftalen for 2024-2027 blev der afsat 500.000 kroner i 2024 og 2,1 mio. kroner i 2025 til at etablere en grusvej ved Fiskerløkken i Mommark. Projektet var betinget af, at grundejerne ville medfinansiere, men ingen har ønsket at bidrage til vejanlægget, der er estimeret til at koste 4,9 mio. kroner.
Forvaltningen har, efter en henvendelse fra grundejerforeningerne, igen drøftet sagen med lodsejerne. Denne gang blev de ikke spurgt om medfinansiering, men om de ville sælge areal til en ny adgangsvej. Svaret var fortsat negativt, og da kommunen ikke har mulighed for ekspropriation, vurderer forvaltningen, at en ny vej ikke kan etableres.
Projektet droppes derfor, og i stedet fokuseres der på at forbedre de trafikale forhold på Fiskervej i samarbejde med grundejerforeningerne. Det besluttede Teknik-, By- og Boligudvalget på deres møde tirsdag.
”Vi besluttede at stoppe forsøget på at etablere en ny adgangsvej til Fiskerløkken, som tidligere blev afsat midler til i budgetaftalen for 2024-2027. Grundejerne har ikke ønsket at medfinansiere vejanlægget, og kommunen har derfor ikke mulighed for at ekspropriere areal til projektet, og resultatet er, at adgangen til Fiskerløkken fortsat vil ske via Fiskervej”, siger Socialdemokratiets udvalgsmedlem Kristian Beuschau til SønderborgNYT og tilføjer:
”I stedet anbefaler vi, at kommunen fremover samarbejder med grundejerforeningerne om forbedringer af trafiksikkerheden på Fiskervej, herunder ved at følge trafikken tæt i højsæsonen. Nu skal Økonomiudvalget tage stilling til, om de afsatte midler på 2,6 mio. kroner skal tilbageføres til kassen, bruges til forbedringer af de eksisterende veje eller indgå i de kommende budgetforhandlinger”.
Udvalgsformand Kirsten H. Bachmann, Slesvigsk Parti, siger til SønderborgNYT, at sommerhusområdet ved Mommark er attraktivt på mange punkter, og at det repræsenterer en mangfoldighed af forskellige boliger.
“Store sommerhuse med mulighed for mange overnattende er efterspurgte, og Mommark blev valgt. Det har medført mange frustrationer over årene, og der er blevet vurderet, at der ikke kan etableres en alternativ løsning ind i det nye område. Udvalget valgte derfor, at der ikke arbejdes videre med en alternativ adgang, men at der arbejdes videre med en forbedring af de trafikale forhold. Som formand glæder det mig, at vi vælger at beholde pengene i budgettet, indtil de trafikale forhold i området er undersøgt”, siger Kirsten H. Bachmann.
Processen er nu, at repræsentanterne fra sommerhusforeningerne fortsat inviteres til møder med forvaltningen for at se på, hvordan de trafikale udfordringer løses. På deres foranledning er der blandt andet lagt op til en trafiktælling i sommerferien.
“Jeg er glad for denne form for borgerinddragelse, for den skaber grundlag for mere inddragelse af borgerne og et politisk bedre ståsted for at træffe et valg på oplyst grundlag”, siger Kirsten H. Bachmann.
Hos Venstre er man ærgerlig over, at det ikke er lykkedes at lave frivillige aftaler med grundejerne:
“Med den historik, der er omkring tilladelsen til de her sommerhuse, har vi i Venstre hele tiden syntes, at vi havde en moralsk forpligtelse til at være behjælpelige med at finde en direkte indgang til det nye område fra Sarupvej, og derfor har vi også kæmpet for at få nogle penge i budgettet til en ny vej. Vi må dog desværre konstatere, at det trods adskillige forsøg igennem flere år ikke er lykkedes at opnå frivillige aftaler, som er en forudsætning for at lave en ny vej, da der ikke er hjemmel til at ekspropriere”, siger Venstres udvalgsmedlem Tage Petersen til SønderborgNYT og tilføjer:
“Det er rigtigt ærgerligt, men så må det næstbedste være at udbedre Fiskervej, og vi er glade for, at vi blev enige om at indstille til Økonomiudvalget, at pengene bliver i budgettet, indtil der er en afklaring på, hvad der skal bruges på Fiskervej”.
























