Som SønderborgNYT kunne fortælle i starten af februar, foreslog regeringen i et udspil om fremtidens fiskeri at indføre trawlfri zoner i langt flere områder end i dag. Forslaget indebærer et forbud mod fiskeri med bundslæbende redskaber i blandt andet Flensborg Fjord, Alssund, Augustenborg Fjord og Lillebælt samt en række andre farvande i Danmark.
Ikke længe efter udsendte Sønderborg Kommune en pressemeddelelse med overskriften ’Sønderborg Kommune jubler over udsigten til trawlforbud’, hvor både borgmester Erik Lauritzen og formanden for Natur-, Klima- og Miljøudvalget, Asger Romme Andersen, hilste regeringens nye udspil velkomment.
Men de jublende arme måtte sænkes en smule, da Kim Hermann, formand for Syddanske Lystfiskere, udtalte til SønderborgNYT, at forslaget var ‘politisk spin af værste skuffe‘.
Han havde nemlig nærlæst dokumenterne, og i faktaarket til lovforslaget står der, at rettighederne til muslingefiskeri først kan opsiges med otte års varsel – og det vel at mærke først efter en eventuel vedtagelse af forbuddet.
„Det betyder jo, at der ikke sker nogen ændring i mange år endnu. Dermed kan muslingefiskere i minimum otte år fortsætte med at pløje havbunden i stykker i blandt andet Flensborg Fjord og Augustenborg Fjord. Det er jo rent politisk spin at tale om indførelse af trawlfri zoner“, sagde Kim Hermann til SønderborgNYT.
Også Slesvigsk Parti stemte i og sagde dengang, at det var rigtig fint med forslaget, men at der manglede en konkret dato for, hvornår et egentligt forbud kunne træde i kraft. De efterlyste, at Socialdemokratiet og Enhedslisten tog fat i deres partifæller på Christiansborg for at få sat en endelig slutdato, der ikke lå mange år ud i fremtiden.
Og nu tyder det på, at politikerne på Christiansborg har taget aktion med konkret handling. I et brev, som SønderborgNYT har læst, skriver Jacob Jensen, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, og Magnus Heunicke, miljøminister og minister for ligestilling blandt andet, at ‘berørte fiskere vil blive kompenseret, såfremt der ikke kan findes alternative fiskearealer til opretholdelse af deres nuværende aktiviteter‘. Brevet er stillet til blandt andre borgmester Erik Lauritzen.
I brevet står der også, at ‘en beslutning om kompenserende foranstaltninger vil blive fastlagt i forbindelse med forhandlingerne om fremtidens erhvervsfiskeri, og eftersom disse forhandlinger nu er begyndt og forventes afsluttet i første halvår af 2025, arbejder vi for, at forbuddet mod bundtrawl i de tre fjorde kan træde i kraft‘.
Det glæder Rainer Naujeck, der er formand for Slesvigsk Parti.
“Fjord, sund og bælt er i alvorlig krise. Vi har i årevis kæmpet for ilt, fisk og rent vand, og det er en længe ventet sejr for havmiljøet, at vi nu nærmer os en konkret dato for et forbud mod bundtrawl. Et forbud er et vigtigt og nødvendigt skridt mod at standse ødelæggelsen og genoplive havmiljøet. Men vi skal også videre. Samtidig med et stop for bundtrawlfiskeri skal vi minimere udledningen af næringsstoffer fra land og sætte turbo på genopretningen med en aktiv og koordineret indsats på begge sider af grænsen og i hele Flensborg Fjord“, siger Rainer Naujeck.
Så nu venter alle på, at forhandlingerne om kompensation til de berørte fiskere falder på plads, og at et forbud mod bundtrawl bliver indført.






















