Vores Sønderborgs formand: Uden flere penge til handelslivet trækker jeg mig

Rikke Torré sætter formandsposten på spil. Foto: Michael Kjær

Rikke Torré sætter formandsposten på spil. Foto: Michael Kjær

13. marts 2025 Erhverv Skrevet af: Sissel Vinther

På onsdagens generalforsamling i Sønderborg Handelsstandsforening, Vores Sønderborg, smed formand Rikke Torré en bombe foran de fremmødte medlemmer under sin formandsberetning: Hvis ikke der kommer flere økonomiske midler til at styrke og udvikle det lokale handelsliv, primært fra Sønderborg Kommune, så stopper hun som formand.

Artiklen fortsætter under annoncen

Formandens beretning blev til to, da borgmester Erik Lauritzen var forsinket og for Rikke Torré var det vigtigt, at borgmesteren hørte hendes appel, som var henvendt direkte til ham og resten af byrådet, så da borgmesteren ankom, smed hun bomben.

“Vi ved, vi kan gøre det bedre. Nu har jeg været formand i otte år, og det er frustrerende, at vi ikke flytter os mere, end vi gør. Nu åbner Nordborg Resort også, og vi skal kigge på den måde, vi er skruet sammen på. Vi har en masse i tankerne, og vi synes helt klart, at der skal ændres noget”, sagde Rikke Torré til SønderborgNYT efter sin formandsberetning og understregede, at hvis der ikke kommer flere økonomiske midler primært fra Sønderborg Kommune, så vil hun ikke længere stå i spidsen for Vores Sønderborg.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Jeg bruger mange gode kræfter i mit virke som formand for Vores Sønderborg, men jeg har også min egen butik, som jeg hellere vil bruge min tid på, hvis ikke vi får flere midler til at gøre Sønderborg til en endnu mere attraktiv handelsby. Men jeg tager gerne det næste år med og ser, om vi kan sikre den livsnødvendige økonomi fra Sønderborg Kommune – gerne i samarbejde med private aktører. Det her er ikke noget, vi gør fra den ene dag til den anden, men bare vi kan sætte os sammen og kigge på hele setup’et, og der sker noget – ja, så er jeg ikke formand mere om et år”, fastslår Rikke Torré.

Artiklen fortsætter under annoncen

Borgmester Erik Lauritzen anerkender Rikke Torrés frustration og ser hendes udmelding om at trække sig som formand for Vores Sønderborg som alvorlig.

“Min første kommentar er, at det vil være rigtig skidt, hvis Rikke gik fra bordet. Hun sparker ting i gang. Hendes budskab opfatter jeg dog ikke som, at hun bare vil trække sig. Jeg ser det som et kraftigt opråb om, at der skal ske noget markant for at sikre fremgang”, sagde Erik Lauritzen til SønderborgNYT efter formandens udmelding.

Artiklen fortsætter under annoncen

Borgmesteren understreger, at byrådet er klar til at tage ansvar, men det kræver mere end små tiltag for at skabe udvikling.

“Vi kan godt finde en halv million kroner til blomster i byen, men det er langt fra nok. Det kræver større kræfter, hvis vi for alvor skal skabe udvikling. Rikke har ikke sagt præcis, hvad hun forestiller sig, men jeg er klar til at sætte mig sammen med hende og finde ud af, hvad der skal til”, siger Erik Lauritzen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han tilføjer, at Sønderborg spiller en vigtig rolle som handelsby, men at det også er nødvendigt at styrke byer som Nordborg, Broager, Gråsten og Augustenborg, hvis hele kommunen skal udvikles.

Ifølge Rikke Torré er det nødvendigt med et tættere samarbejde mellem kommunen, private aktører og borgerne for at sikre fremdrift og en stærkere økonomi. Hun påpeger, at Vores Sønderborg ikke har de nødvendige kræfter alene, men vil række ud for at sikre, at der skabes et solidt grundlag for at udvikle byen som en endnu mere attraktiv handelsdestination.

“Min udmelding på generalforsamlingen var et kærligt og velment opråb til borgmesteren og byrådet om at se i vores retning – nu”, siger Rikke Torré til SønderborgNYT.

Vores Sønderborg skal nu afholde en række møder for at fastlægge, hvilke idéer, behov og muligheder der skal bringes i spil, herunder hvad det kræver af økonomi.

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...