TIME har netop udgivet deres prestigefyldte liste over ‘World’s Greatest Places 2025’, og blandt de udvalgte destinationer finder vi Tiny Seaside Resorts i Sønderjylland, som blandt andet har et resort på Kegnæs.
Med denne internationale anerkendelse får Kegnæs og Sønderborg-området en mulighed for at blive en endnu mere populær destination blandt udenlandske turister.
”At se en lille perle i det sønderjyske optaget på TIME’s prestigefyldte liste over World’s Greatest Places 2025 er en kæmpe anerkendelse, som vi er utrolig stolte af. Samtidig er det et fantastisk udstillingsvindue, der promoverer området og kan være med til, at endnu flere gæster får øjnene op for alle de gode oplevelser, Sønderborg og Sønderjylland har at byde på”, siger Kirsten Oldenborg Lundvang, direktør i Destination Sønderjylland.
Tiny Seaside Resorts på Kegnæs er blandt de mest miljøvenlige og bæredygtige bolig- og ferieformer, og de bruger betydeligt færre ressourcer end konventionelle huse og har derfor et meget mindre økologisk fodaftryk og konceptet er en hyldest til dansk design og bæredygtighed, hvor minimalisme og komfort går hånd i hånd.
Optagelsen på TIME’s liste er ikke en tilfældighed. VisitDenmark har i flere år arbejdet strategisk for at promovere Danmark i udlandet, og i år har de haft et særligt fokus på at fremhæve unikke, lokalforankrede oplevelser.
“Når unikke danske steder lander på prestigefyldte lister, er det ikke tilfældigt. Vi har et tæt samarbejde med dygtige journalister og freelancere her i USA. I år var TIME på udkig efter unikke lokalforankrede oplevelser, og vi har derfor aktivt pitchet Tiny Seaside Resorts som et eksempel på dansk design, kystnær idyl og bæredygtige byggeformer. Det er en stor anerkendelse at se arbejdet bære frugt”, siger Mads Østergaard, PR & Press Manager for VisitDenmark i USA, i en pressemeddelelse.
















