Sønderjyllands Danseakademi markerer sit 20-års jubilæum med en storstilet forestilling, der hylder to årtier med dans og dedikation. Den festlige begivenhed finder sted søndag den 23. marts 2025 klokken 15:00 på Sønderborg Teater, hvor akademiets elever vil optræde med forestillingen ’To årtier i trin’.
Jubilæumsforestillingen bliver et sandt fyrværkeri af dans, hvor akademiets 80 elever vil folde sig ud i imponerende koreografier iført flotte kostumer. Allerede fra sæsonens begyndelse har eleverne arbejdet intensivt med at forfine deres trin, og nu ser de frem til at vise det endelige resultat foran et forventningsfuldt publikum.
For at understøtte danseglæden vil Sønderjysk Pigekor og Sønderborg Musikskole bidrage med smuk sang og levende musik, der vil fylde hele teatret med energi og stemning.
Siden sin grundlæggelse i august 2004 har Sønderjyllands Danseakademi været et samlingspunkt for ballet- og danseinteresserede børn og unge i alderen 6-18 år. Akademiet har tilbudt undervisning i klassisk ballet og moderne dans til elever fra hele Sønderjylland, herunder Sønderborg, Aabenraa, Haderslev, Tønder og Flensborg.
Akademiets mission er at tilbyde undervisning af høj kvalitet til alle, uanset om de drømmer om en professionel karriere inden for dans eller blot ønsker at danse for fornøjelsens skyld. For de mest talentfulde og ambitiøse elever tilbyder Danseakademiet en elitelinje, hvor de træner intensivt flere dage om ugen og afslutter året med en eksamen.
Danseakademiets daglige leder, tidligere Kgl. Balletdanser Melissa Mathies, var en af de drivende kræfter bag akademiets oprettelse i samarbejde med den daværende musikskoleleder i Sønderborg, Arne Fribo. Siden da har skolen oplevet stor vækst i antallet af elever og instruktører. I 2023 flyttede akademiet ind i moderne nybyggede lokaler ved Musikskolen på Skovvej i Sønderborg.
For at sikre et højt fagligt niveau inviterer Danseakademiet hvert år danske og udenlandske gæstelærere til at undervise eleverne. Desuden får balletbørnene flere gange om året mulighed for at optræde på forskellige scener. I løbet af de seneste to årtier har akademiets elever danset på Sønderborg Teater, Alsion i Sønderborg, Det Kgl. Teater i København samt i Aarhus, Odense, Aabenraa, Flensborg og Husum.
Til jubilæumsforestillingen ‘To årtier i trin’ vil publikum få en enestående mulighed for at opleve højdepunkter fra de bedste produktioner gennem tiden samt få en smagsprøve på, hvad fremtiden bringer for akademiets dygtige dansere.
Billetter til den forestilling kan købes via Danseakademiets hjemmeside.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.






















