Alsion i Sønderborg bliver fyldt med klassiske toner, når omkring 25 unge musikere stiller op til Syddansk Talentkonkurrence fredag den 11. april. Børn og unge fra hele Region Syddanmark deltager, og dagen slutter med en gratis koncert klokken 16:30, hvor alle er velkomne.
Konkurrencen er for klassiske musikere mellem 8 og 20 år, og deltagerne kommer fra musikskoler i blandt andet Odense, Kolding, Esbjerg, Faaborg, Vejen og Sønderborg. De spiller i tre aldersgrupper og kæmper om pengepræmier og en optræden ved en ProMusica koncert på Alsion.
Syddansk Talentkonkurrence har eksisteret i omkring 14 år og bliver hvert andet år holdt i Sønderborg. Formålet er at skabe opmærksomhed omkring den klassiske musik og give unge musikere mulighed for at vise deres talent foran et professionelt dommerpanel.
Dommerne er erfarne musikere, blandt andet fra Sønderjyllands Symfoniorkester. Når alle deltagere har været på scenen, bliver vinderne kåret, og præmierne bliver overrakt inden koncerten sidst på eftermiddagen.
Der er gratis adgang til både konkurrencen og koncerten klokken 16:30, oplyser Sønderborg Musikskole en pressemeddelelse.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.















