Når man krydser Kong Christian X’s Bro og triller ned mod havnepromenaden i Sønderborg, er det ikke kun bølgeskvulp og bådemaster, der møder blikket. I årevis har to markante gavlmalerier på Nørre Havnegade budt både borgere og besøgende velkommen til byen – et visuelt vartegn og et kulturelt spejl.
Men nu skrives der et nyt kapitel i historien om en af Sønderborgs mest centrale havnebygninger. De to eksisterende gavlmalerier – ‘Vi sætter spor’ og ‘Ringridning’ – må vige pladsen for nye værker, da bygningen skal gennemgå en omfattende renovering, og de nuværende malerier kan ikke bevares, da de er malet på porøse plader, der ikke tåler nedtagning eller genopsætning.
Derfor skal Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab på deres møde onsdag se, om de kan finde fælles fodslag om et forslag til to nye gavlmalerier som erstatning for de nuværende.
Sydgavlen vil blive Sønderborg Kommunes ansvar, og her får den kunstneriske frihed lov til at blomstre. Hvor ‘Vi sætter spor’ tidligere pegede tilbage på Spejdernes Lejr i 2017, åbner den nye gavl for en bredere kunstnerisk fortolkning.
Nordgavlen, der i dag prydes af værket ‘Ringridning’, skal fortsat fortælle om den traditionsrige folkefest, som hvert år samler tusindvis af mennesker i byen. Her er det Uwe Wolffs Fond og Ringriderfesten i Sønderborg, der står i spidsen for både idé og realisering. Det kommende værk vil hylde ringridningen – men med et nyt kunstnerisk blik.
Bag initiativet står et samarbejde mellem Sønderborg Kommune, Kunstrådet, Uwe Wolffs Fond og Ringriderfesten i Sønderborg, og sammen vil de udvælge kunstnere og sikre økonomien.
Det samlede budget for de to nye gavlmalerier er på 780.000 kroner. Der budgetteres med, at Statens Kunstfond bidrager med 500.000 kroner, mens Uwe Wolffs Fond og Ringriderfesten i Sønderborg lægger tilsammen 125.000 kroner, og Sønderborg Kommune bidrager med 125.000 kroner. De sidste 30.000 kroner skal findes via fundraising og sponsorer. Det fremgår af dagsordenen til udvalgsmødet.
Hvornår de nye gavlmalerier er klar til at blive afsløret for offentligheden, vides endnu ikke.



















