I år har SONFOR sat fokus på formidling til de mindste borgere i kommunen – og det sker med en sjov og lærerig tilgang. Med figuren ‘Viggo Vanddråbe’ og små blå fisk malet ved vejristene omkring børnehaverne bliver børnehavebørnene inviteret på en skattejagt, der både vækker glæde og nysgerrighed – og samtidig lærer dem om, hvordan vi passer på vores badevand.
Formidlingen foregår gennem et nyt forløb, hvor SONFORs formidler guider børnene gennem en spændende skattejagt. Undervejs leder børnene efter de blå fisk, som er malet tæt ved vejristene rundt omkring børnehaverne, og de får forklaret, hvad der må komme i vejristen – og hvad der ikke må. Forløbet vækker stor interesse, og børnene stiller mange spørgsmål, mens de lærer om, hvor spildevandet ender, og hvordan det påvirker havmiljøet. Det oplyser SONFOR.
Allerede få dage efter lanceringen oplevede SONFOR stor interesse fra børnehaverne i kommunen. Mange har valgt at booke formidlingsforløbet, og begejstringen er tydelig både hos børn og pædagoger.
“Det er jo kun positivt, at så mange bakker op omkring vores nye forløb, som skal lære børnene om et godt vandmiljø. På den måde kan vi være med til at sørge for, at den næste generation passer på naturen, og igennem dette forløb, kan vi forklare børnene det på en måde, så de kan forstå det, og fortælle videre om det til forældre og bedsteforældre”, siger Silvia Jovanovic, projektleder for Spildevand i SONFOR.
Initiativet er ikke kun for børnehaverne. SONFOR har gjort det muligt for alle familier at tage del i skattejagten ved at stille et aktivitetshæfte frit til rådighed på deres hjemmeside. Hæftet kan printes og bruges til en lærerig udflugt, hvor børn og voksne sammen kan finde de blå fisk og lære om, hvordan man beskytter vandmiljøet.
Du kan læse mere om kampagnen og hent materialer om Viggo Vanddråbe og de blå fisk på SONFORs hjemmeside.





















