Søndag den 4. maj kl. 10-12 inviterer Lions Danmark for andet år i træk til den korte og hyggelige gåtur ‘1000 meter for 1000 børn’. Det er en fantastisk måde at få lidt frisk luft og samtidig gøre en forskel for børn, der har brug for hjælp. Start og slut ved Løkkegård på Kær Vestermark, og med et deltagergebyr på kun 50 kroner. går beløbet ubeskåret til Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund.
De fire Lions-klubber i Sønderborg Kommune er med til at arrangere eventen, og sidste år deltog omkring 25 Lions-klubber på landsplan. Trods regnvejr blev der samlet et imponerende beløb på 110.000 kroner, og gennem årene har Lions Danmark støttet Julemærkehjemmene med cirka 2,9 millioner kroner.
”Det er supernemt at være med til 1000 meter for 1000 børn. Du møder bare op, og deltagergebyret på 50 kr. kan betales på stedet via MobilePay eller kontant”, forklarer Lisbeth Andreasen fra Lions Als, i en pressemeddelelse.
På Julemærkehjemmene gennemfører børnene hver morgen en distance på 1000 meter – enten ved at løbe eller gå. Gåturen har derfor en særlig værdi, da den både fremmer fysisk aktivitet og skaber et fællesskab gennem samtale. Det er netop denne oplevelse, som arrangørerne håber at dele med deltagerne i Sønderborg, når de går en tur sammen til fordel for børnene.
”Det er ikke kun børnene på Julemærkehjem, der får glæde af en gåtur. Det kan vi alle have gavn af, og derfor håber vi, at rigtig mange vil være med til at støtte os, så vi kan sende et stort beløb videre til Fjordmark”.
Alt for mange børn i Danmark kæmper med ensomhed, mobning og lavt selvværd, og flere hundrede børn står på venteliste for at få hjælp på et Julemærkehjem. Da Julemærkehjemmene kun får 2,7 procent støtte fra staten, er de afhængige af privat støtte, og opholdet er gratis for barnets familie. Efter opholdene på Julemærkehjemmene får børnene bedre selvtillid, de oplever mindre mobning og føler sig mindre ensomme.
Selv hvis man ikke kan deltage i gåturen, er det muligt at støtte Julemærkehjemmene ved at sende et beløb til Lions Danmark via MobilePay på nummer: 448423.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.





















