En ny spildevandsplan for årene 2025 til 2030 er nu klar til offentlighedens kommentarer, efter at planen blev godkendt på det seneste møde i Natur-, Klima- og Miljøudvalget.
Planen er udarbejdet i samarbejde med SONFOR og sætter en tydelig retning for arbejdet med spildevand i de kommende år. Det handler blandt andet om at renovere og vedligeholde afløbssystemer, opføre nye anlæg og løbende optimere energiforbruget. Et centralt element i planen er at forbedre rensningen af spildevand, så natur og vandmiljø får bedre vilkår.
“Vi er allerede godt i gang med arbejdet med Grøn Trepart, der sigter mod at nedbringe udledninger af næringsstoffer. Men vi skal også kigge på resten af vores udledninger. Det gør vi med vores forslag til en ny spildevandsplan”, siger Enhedslistens Asger Romme Andersen, som er formand for Natur-, Klima- og Miljøudvalget.
Planen skal sikre en hurtig og sikker håndtering af spildevand, mindske udledningen af forurenende stoffer og forbedre rensningen med fremtidssikrede løsninger. Samtidig lægges der vægt på bedre beskyttelse mod oversvømmelser og udvikling af klimavenlige løsninger i tæt samarbejde med borgere og virksomheder.
“Fremtidens mere ekstreme vejr og store regnmængder vil påvirke vores kloaksystemer. Derfor er intentionen med spildevandsplanen, at der fremover skal arbejdes mere kreativt med regnvandet, så det kan indgå i nærmiljøet på en spændende og naturlig måde og samtidigt ikke være en miljøbelastning for vandløb, søer og havet”, udtaler næstformand for udvalget, Venstres Daniel Staugaard.
Planen giver også borgere og virksomheder et overblik over, hvilke tiltag der forventes i de kommende år. Siden sidste spildevandsplan er 392 ejendomme blevet kloakeret. I den nye planperiode skal yderligere 219 ejendomme kloakeres – herunder 88 sommerhuse i Nørre Kettingskov og 35 ejendomme i Skodsbøl.
Samtidig forventes omkring 1.941 ejendomme at skulle have adskilt regn- og spildevand i perioden. Det kan medføre økonomiske udgifter for nogle borgere, for eksempel i forbindelse med omlægning fra fælles- til separatsystem eller udbedring af fejlkoblinger. Det skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.
Forslaget til spildevandsplanen er netop nu i offentlig høring, og alle interesserede kan finde planen og afgive bemærkninger via kommunens hjemmeside frem til 30. maj 2025.















