Danfoss har ansat Kristen Tate som Senior Director, Head of Communications and Media Relations. Hun får ansvaret for at sætte retningen for kommunikationen, så den understøtter virksomhedens vækststrategi både internt, eksternt og i den overordnede ledelseskommunikation.
”Jeg er begejstret for at blive en del af Danfoss, som er en virksomhed, der ikke bare er førende inden for konkurrencedygtige, innovative og bæredygtige løsninger, men som også er kendt for at sætte mennesker først og have en stærk virksomhedskultur og et tydeligt DNA”, udtaler Kristen Tate i en pressemeddelelse og tilføjer:
“Teknologiske løsninger handler om at løse virkelige problemer, der har betydning for menneskers hverdag. Jeg ser frem til at arbejde sammen med kommunikationsteamet om at gøre Danfoss’ strategiske ambitioner levende både for vores kolleger og for omverdenen”.
Kristen Tate har en international profil med 25 års erfaring på tværs af brancher og kommunikationsdiscipliner. De seneste 15 år har hun haft ledende roller inden for både intern og ekstern kommunikation i USA og Danmark.
“Kristen er et stærkt kort for vores team. Hun er en dynamisk kommunikatør med strategisk indsigt, solid erfaring inden for PR og en dokumenteret evne til at skabe engagerende intern kommunikation. Med sine amerikanske rødder tilfører hun et friskt, globalt perspektiv og en stærk forståelse for den rolle, teknologidrevne industrier spiller i at forme fremtiden. Hun spejler vores formål om at udvikle løsninger til en bedre fremtid og lever op til de værdier, vi bygger på, som især er tillid, integritet, innovation, ambition og samarbejde. Jeg glæder mig meget til at få Kristen med på holdet i juni”, udtaler Kasper Elbjørn, Sr. Vice President og kommunikationsdirektør hos Danfoss.
Kristen Tate bliver en del af lederteamet i Corporate Communications under Kasper Elbjørns ledelse og vil dele sin tid mellem Danfoss’ campus i København, hovedkontoret i Nordborg og virksomhedens lokationer rundt om i verden.






















