Når CSD Flensburg, Christopher Street Day, løber af stablen den 17. maj 2025, vil LGBTQ+ Sønderborg igen være blandt deltagerne. For tredje år i træk sender den lokale forening en delegation til den tyske pride-parade for at markere deres støtte til kampen for frihed, lige rettigheder og anerkendelse på tværs af grænser.
“Jeg synes, med de tilbageskridt der sker rundt om i verden, er det vigtigt at støtte op om pride-organisationerne, små eller store. Jeg mener, at vi lige nu ser et Europa i forandring – fra Ungarn, der helt forbyder prides, til Tyskland, hvor der i visse delstater debatteres forbud mod regnbueflaget. Det sender et klart signal om, at LGBTQ+ personer ikke er velkomne i disse områder”, udtaler forperson for LGBTQ+ Sønderborg, Niels Christian Aahøj Bech.
CSD Flensburg er ikke blot en festlig parade med farverige flag og musik; det er også en politisk demonstration for mangfoldighed, menneskerettigheder og ligestilling. For LGBTQ+ Sønderborg handler deltagelsen derfor både om at fejre mangfoldigheden og om at gøre opmærksom på, at kampen for rettigheder stadig er nødvendig – også i Europa.
“Det handler ikke kun om fest og farver, men også om tilstedeværelse og protest. Vores deltagelse er en påmindelse om, at rettigheder ikke kan tages for givet – heller ikke i Europa”, siger Niels Christian Aahøj Bech.
Med regnbueflag, bannere og tydelige budskaber vil LGBTQ+ Sønderborg i Flensborg vise, at solidariteten på tværs af landegrænser er stærkere end nogensinde og foreningen ønsker at sende et klart signal om, at de står sammen med LGBTQ+ miljøet i Tyskland og resten af Europa i kampen for lige rettigheder og accept.





















