80-års dagen for modtagelse af frihedsbudskabet den 4. maj 1945 fejres på Sønderborg Kaserne med AL-sang, fællesspisning og stearinlys i vinduerne.
Traditionen med at sætte stearinlys i vinduerne på Kasernen den 4. maj er noget, som Kontaktudvalget for de militære traditioner i Sønderborg-området har holdt fast i gennem mange år. Det er en smuk og stemningsfuld markering af den historiske dag.
I år er der ekstra grund til at fejre, da det er 80 år siden, at fredsbudskabet blev modtaget. Derfor er arrangementet blevet udvidet og finder sted fra kl. 17:00 til 19:45 i ‘Salen’ på Kasernen. Her bliver der både AL-sang under ledelse af Det Sønderjyske Sangcenter, fællesspisning fra buffet, underholdning og en kort tale.
Sangene, der synges, stammer fra den gamle ‘Kongesangbog’ fra 1940, som blev udgivet på Kong Christian X’s fødselsdag. Det er sange, som blev sunget under krigens AL-sang, og som derfor har en særlig historisk betydning. Aftenen er også en hyldest til kommunens veteraner. Henrik Lind Hansen, selv veteran, vil synge og spille tre sange, som han har skrevet for veteraner. Henrik har tidligere fremført sangene i Viborg Domkirke.
Talen i ‘Salen’ bliver holdt af kommunaldirektør Tim Hansen, der også er veteran. Efter arrangementet samles alle i kasernegården, hvor fredsbudskabet bliver spillet, og stearinlysene tændes på en speciel måde kl. 21:00. Aftenen afsluttes med et festfyrværkeri kl. 23:00 på Kasernens sportsplads.
Prisen for at deltage i AL-sang og spisning i ‘Salen’ er 150 kr. pr. person, som betales til konto nr. 7931 1192615. Når betalingen er modtaget, er man tilmeldt. Man er også velkommen til at deltage i de efterfølgende arrangementer uden tilmelding og uden omkostninger, oplyser Kontaktudvalget i en pressemeddelelse.
Har du spørgsmål eller ønsker du at høre mere, kan du kontakte formanden for Kontaktudvalget, Jens Peter Rasmussen, på mail [email protected].
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.



















