De kommende år investeres hele 212 millioner kroner i Sønderborg Lufthavn, og nu skal de mange investeringer omsættes til markant vækst i passagertallet og der bygges til fremtiden.
”Vi er en mindre lufthavn i Sønderborg, men vi spiller en vigtig rolle for hele regionen. Man kan sagtens tage bil, bus eller tog – men en lufthavn giver nogle helt andre muligheder. For eksempel kan man bo i København og arbejde i Sønderborg og vi skal være en aktiv del af den udvikling, der sker – ikke bare i Sønderborg, men i hele Sønderjylland. Det budskab skal vi ud og fortælle til de mange virksomheder og borgere, der kan få glæde af at bruge Sønderborg Lufthavn som et naturligt bindeled”, siger Jákup Sverri Kass, direktør for Sønderborg Lufthavn.
Målet er klart: For at sikre økonomisk bæredygtighed skal passagertallet i 2032 ligge mellem 150.000 og 200.000 og finansieringen er allerede på plads, og udviklingen vil ske gradvist over de næste syv år.
”Det handler ikke kun om at tiltrække flere rejsende. Vi skal også kunne betjene både flere og større fly. Derfor udvider vi terminalen – fra én til to gates – så vi fremover kan håndtere både mindre flytyper og store chartermaskiner som Airbus 320 og Boeing 737-800”, forklarer lufthavnsdirektøren til SønderborgNYT.
Sidste år havde Sønderborg Lufthavn 58.000 passagerer – en vækst på 16 procent i forhold til året før. Og 2025 er begyndt godt. De første måneder har vist en stigning på 10-15 procent i passagertallet og samtidig er chartersæsonen netop skudt i gang, hvor blandt andet Gislev Rejser og Naubauer Turistik har øget antallet af både destinationer og afgange fra lufthavnen.
”Ja, der er et stykke vej fra 58.000 til 150.000 passagerer, men vi arbejder målrettet på at etablere en sekundær hub. I dag flyver Alsie Express fast til og fra København – men vi vil have endnu en hub til og fra Sønderborg. Når det sker, vil vi se en ‘ketchupeffekt’, som jeg oplevede i min tid som lufthavnsdirektør på Færøerne. Da SAS begyndte at flyve dertil så andre luftfartsselskaber at SAS kunne få det til at hænge sammen og så kom flere selskaber med, og i dag er der fire luftfartsselskaber og en fragtrute. Bare én ny operatør i Sønderborg vil gøre en stor forskel”, siger Jákup Sverri Kass.
Kigger man fem år frem, ser lufthavnsdirektøren et helt nyt billede af Sønderborg Lufthavn for sig. En moderne terminalbygning, en ny parkeringsplads – og en lufthavn, der er blevet en integreret del af regionens og Sønderborgs infrastruktur. Passagertallet forventes at ligge omkring 120.000, og flere operatører vil være en del af lufthavnens faste drift.
”Vi forventer at have to faste operatører, som flyver regelmæssigt til og fra Sønderborg, samt faste charterdestinationer i Europa”, siger han, men hvor charterturene og en ny fast rute konkret går hen, er endnu ikke besluttet. Men der kigges mod syd.
”Charterdestinationerne vil naturligt ligge i Europa. Hvad angår en ny fast rute, er intet fastlagt endnu – men vi kigger blandt andet på store europæiske hubs som Munchen, Paris, Amsterdam og Frankfurt”.
At tiltrække nye luftfartsselskaber kræver tålmodighed – og en solid forretningsplan, da ny ruter skal passe ind i luftfartsselskabernes eksisterende netværk og drift.
”Jeg deltager løbende i messer og møder i luftfartsbranchen, hvor vi præsenterer Sønderborg Lufthavn og vores ambitiøse investeringer. Det giver genklang. Når selskaberne kan se, at vi mener det alvorligt, bliver vi også mere interessante for dem”, siger Jákup Sverri Kass.
Siden 2021 har Bitten & Mads Clausens Fond og Sønderborg Kommune været fælles ejere af lufthavnen. Begge har investeret 46 millioner kroner i udviklingen, mens fonden alene finansierer den nye terminalbygning med en investering på 120 millioner kroner. Den fulde modernisering af Sønderborg Lufthavn forventes færdig i 2027.























