Borgmesteren retter hård kritik mod Venstre-ministre – efterlyser klare retningslinjer for beskyttelsesrum

Erik Lauritzen kalder Venstre minister uklare i mælet. Arkivfoto

Erik Lauritzen kalder Venstre minister uklare i mælet. Arkivfoto

6. maj 2025 Samfund Skrevet af: Lise Kristensen

”Jeg mangler klare retningslinjer for, hvad vi skal gøre ved de kommunale beskyttelsesrum. Ministeren er uklar i mælet – det gælder både forsvarsministeren og beredskabsministeren. Det er jeg skuffet over”, siger borgmester Erik Lauritzen til SønderborgNYT.

Han er fra flere sider blevet skudt i skoene, at han er for nølende, hvad angår eksempelvis de kommunale beskyttelsesrum. Der kunne være behov for at danne sig et overblik over, hvor beskyttelsesrummene ligger, og om de er brugbare, mener nogen. Sønderborgs borgmester ønsker ministerielle retningslinjer for, hvordan kommunen skal gebærde sig. De er ikke kommet og lader vente på sig.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Jeg har den senere tid læst et par artikler om sikkerhedssituationen i landet. Det har bekræftet mig i, der er behov for klare retningslinjer fra Christiansborg for, hvad vi skal gøre. Vi gør, hvad regeringen siger til os. Som det er nu, må vi selv finde ud af et eller andet. Det er ikke værdigt at overlade det til de enkelte kommuner”, siger Erik Lauritzen og fortsætter:

”Vi må have klare retningslinjer for, hvordan vi sikrer borgerne bedst muligt. Venstre-ministrene tager det ikke alvorligt nok. Vi ved, det kan fungere, hvis vi får udstukket handlingsrammer. Det så vi under coronakrisen. Der indstillede vi os løbende på, hvad vi skulle gøre. Vi er ret så agile, hvis vi ved, hvilken retning vi skal gå i. Det bør ikke være sådan, at man skal spørge: Hvorfor gør Aabenraa sådan og Sønderborg noget andet? Vi ved jo, hvor beskyttelsesrummene er henne, men de er ikke ’kampklare’. Det kræver ikke det store at gøre dem det”, lyder meldingen fra borgmesteren.

Artiklen fortsætter under annoncen

Siden august har Venstres Torsten Schack Pedersen været minister for samfundssikkerhed og beredskab, men det er der ikke kommet større vished omkring sikkerhedssituationen ud af, mener Erik Lauritzen.

Venstres byrådsmedlem Jimmy Simonsen føler sig tryg ved situationen.

”Som udgangspunkt er jeg tilfreds, hvis vi kan overholde lovgivningen. Jeg føler mig ikke utryg, men forestiller mig, at en kælder umiddelbart kan være fyldestgørende. Vi bliver jo opfordret til at preppe og sikre forsyninger til tre dage. Jeg sætter min lid til, at ministeren og regeringen har styr på situationen og vil melde ud, hvordan vi sikrer beskyttelsesrummene i tilfælde af en eller anden form for angreb”, siger Jimmy Simonsen til SønderborgNYT og fortsætter:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Regeringen og ministeren har styr på det, hvis vi kommer i den situation. Det er ikke kun den geopolitiske situation, der har udløst et samfundssikkerheds- og beredskabsministerium. Det er også betinget af de udfordringer, vi oplever i dag med klimaforandringer, oversvømmelser, telenedbrud og skybrud”, siger Venstres borgmesterkandidat Jimmy Simonsen, der sover trygt om natten.

Moderaterne i Sønderborg går ind for et tilsyn med beskyttelsesrummene, så vi kender det præcise, aktuelle antal af sikringsrum.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Når det er gennemført, er det Moderaterne i Sønderborg Kommunes holdning, at der skal gennemføres en kampagne, så borgere i kommunen kan føle sig trygge ved og oplyste om, hvor i deres område der er adgang til sikringsrum. Tilsynet vil vise, hvor der er et mangelfuldt antal pladser i forhold til antallet af indbyggere”, lyder det fra Moderaternes Preben Thorsen.

Slesvigsk Parti ser ingen grund til at lede efter beskyttelsesrum.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Set i lyset af den nuværende trusselsvurdering er situationen omkring beskyttelsesrum tilstrækkelig. Ifølge Samfundssikkerheds- og Beredskabsstyrelsen er der ingen aktuel trussel, som gør det nødvendigt at kende til placeringen af beskyttelsesrum i dagligdagen. Det kan naturligvis give tryghed at vide, hvor nærmeste beskyttelsesrum findes – men det bør ikke være vores primære fokus”, siger Kirsten H. Bachmann fra Slesvigsk Parti og fortsætter:

”Fremtidens beredskab handler i højere grad om digitale trusler, som kan lamme vores samfund på sekunder. Cyberangreb, nedbrud i el- og vandforsyning eller angreb på kritisk infrastruktur. Det nylige blackout i Spanien viste, hvor såbare moderne samfund er. Derfor bør vi investere i cybersikkerhed, nødplaner og moderne kriseberedskab – frem for at genoplive koldkrigstidens tankegange. Et moderne beredskab kræver teknologisk fremsyn, ikke nostalgiske løsninger fra den kolde krig”, mener Kirsten H. Bachmann.

4. juni 2026 DET SKER, Erhverv, Nordborg

Brand- og redningsevent med hverdagens helte, politihunde og bamsehospital

4. juni 2026 DET SKER

Hele familien kan opleve et bamsehospital og møde hverdagens uniformerede helte, når Universe inviterer til en dag fyldt med action, i forbindelse med at de afholder deres store brand- og redningsevent. Det sker lørdag den 6. juni i Universe Science Park. Til eventet kan man møde brandfolk, ambulancereddere og politibetjente og få en snak med […]

Læs mere...