Politikere ønsker overblik over beskyttelsesrum og deres tilstand

Beskyttelsesrum under Alssund-Skolen (tidl. Humlehøj-Skolen)

Beskyttelsesrum under Alssund-Skolen (tidl. Humlehøj-Skolen)

8. maj 2025 Samfund Skrevet af: Lise Kristensen

Flere af de lokale spidskandidater til kommunalvalget i efteråret mener, at Sønderborg Kommune med borgmesteren i spidsen bør kortlægge beskyttelses- og sikringsrum og i det hele taget forholde sig til, hvordan borgernes sikkerhed varetages bedst muligt.

Som beskrevet i SønderborgNYT afventer kommunen et udspil fra ministeren for samfundssikkerhed og beredskab om, hvad der bør gøres, eksempelvis i forhold til kommunens beskyttelsesrum.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Borgmesteren afventer retningslinjer fra ministeren, og jeg har indtryk af, han sidder passivt og venter på noget fra regeringen. Vi så under coronaen, at vi alle pludselig skulle gå med mundbind, og så var der ikke nok til alle. Sønderborg Kommune bør speede op og sørge for, der er de beskyttelsesrum, der er nødvendige til de fleste borgere”, siger spidskandidat Jesper Højmark Esbensen fra Det Konservative Folkeparti i Sønderborg og fortsætter:

”Folk, der bor alene på landet, kan nok ikke forvente at få deres eget beskyttelsesrum, men kommunen må finde frem til, hvor mange vi skal have, og hvor de skal være. Der kan også stilles krav om, at beskyttelsesrum skal være indholdt i al nybyggeri, og vi må se at få gang i det, selv om det ikke er enkelt, og det skal gøres nu og ikke, når katastrofen først er en realitet”, siger Jesper Højmark Esbensen til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der er blevet sløjfet beskyttelsesrum flere steder i Sønderborg Kommune, og Styrelsen for Samfundssikkerhed og Beredskab har sendt et brev til kommunerne, hvori de advares mod at fjerne offentlige beskyttelses- og sikringsrum på baggrund af det ændrede trusselsbillede – ikke mindst fra russisk side og Niels Benjamin Sørensen, spidskandidat for Danmarksdemokraterne i Sønderborg, mener, at det er i fredstid, man skal forberede sig på krisen, når den kommer.

”Bekymringen er ikke stærk her og nu, men beskyttelses- og sikringsrum skal være parat, hvis det bliver nødvendigt. Det bør undersøges nøje, om beskyttelsesrummene reelt er funktionsdygtige, eller om de bruges til de rene opmagasineringsrum, så borgerne ikke hindres af havecykler, plæneklipper og gamle telte, hvis de får brug for beskyttelsesrum”, siger Niels Benjamin Sørensen, der også mener, at man bør sikre, at der er en geografisk spredning i de beskyttelsesrum, som er tilgængelige, således at flest mulige borgere har adgang:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Det fremgår ikke rigtigt af tallene, hvor beskyttelsesrummene er, og hvordan de tager sig ud, og det må vi begynde at se på, så vi er på forkant med situationen. Når det er sagt, så håber jeg aldrig, vi får brug for beskyttelsesrummene,” siger Niels Benjamin Sørensen til SønderborgNYT.

Flere borgere, som SønderborgNYT har talt med, er klar til at søge i et beskyttelsesrum, hvis de bliver bedt om det, men de aner ikke, hvor de skal gå hen og SF i Sønderborg mener, at borgerne i Sønderborg Kommune har ret til at vide, hvad planen er, hvis en krise rammer.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Mange af de gamle beskyttelsesrum er blevet nedlagt, og ansvaret er i stigende grad skubbet over på kommunerne – og os som borgere. Vi stiller os selv de spørgsmål, som mange nok også tænker over: Har vi styr på beredskabet? Hvor søger man hen, hvis noget alvorligt sker? Og hvem sikrer, at borgerne ved, hvad de skal gøre?”, spørger Susanne Blegvad Posselt, som er SF’s spidskandidat, og fortsætter:

”Tryghed er grundsten i velfærd. SF foreslår en kortlægning og en analyse af, hvor mange beskyttelsesrum der findes i kommunen, hvor de ligger, og om de overhovedet er brugbare og sikre. Desuden bør vi have en tydelig information til borgerne om, hvad man skal gøre i tilfælde af kriser både lokalt og nationalt. En vurdering af behovet for at etablere nye beskyttelsesrum og en langsigtet plan for at beskytte særligt udsatte grupper er også nødvendig, og landbylaug og lokalsamfund bør involveres, så der skabes beredskab og handlekraft lokalt”, siger Susanne Blegvad Posselt, til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sønderborg Kommune har udarbejdet en oversigt over 41 kommunale beskyttelses- og sikringsrum, og ifølge officielle optegnelser findes der 200 beskyttelses- og sikringsrum i Sønderborg Kommune. Kommunen er dog først nu i gang med at finde ud af, hvor de 159 rum, der ikke indgår i den eksisterende oversigt, befinder sig.

Ifølge officielle optegnelser er der plads til 44.000 af Sønderborg Kommunes cirka 74.000 borgere i disse rum – forudsat at de kan finde frem til dem.

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...