SønderborgNYT har de sidste par uger haft fokus på beskyttelses- og sikringsrum i Sønderborg Kommune, og i den forbindelse har vi besøgt nogle af de lokale beskyttelsesrum for at se, om de overhovedet er brugbare, hvis det værst tænkelige skulle ske. Det er journalist Sissel Vinther, 32 år og mor til to s,å børn, der har fået lov at være SønderborgNYTs udsendte på denne besøgsopgave i et beskyttelsesrum, og her får du hendes førstehåndsberetning fra et af de kommunale beskyttelsesrum, der ligger under Ahlmann-Skolen.
Jeg står foran et af kommunens beskyttelsesrum – et sted, hvor jeg og mine børn skulle søge ly, hvis krisen rammer. Jeg ved ikke helt, hvilken type krise jeg forestiller mig. Men billederne, der dukker op i mit hoved, minder om dem fra gamle krigsfilm: bomber, der regner ned, sirener, mennesker, der løber i panik, og kældre fyldt med mennesker, der beder til, at de overlever.
Mine forventninger til rummet er præget af disse billeder. Jeg forestiller mig skabe fyldt med forsyninger – vand, dåsemad, tæpper – madrasser, vi kan sidde eller ligge på. Et sted, hvor vi kan være trygge, selv i det værste kaos.
Men mine børn fylder mest i mine tanker. Hvordan vil de klare det? Kan jeg som mor skabe tryghed for dem, når alt omkring os er kaos? Hvad hvis der ikke er plads nok til os alle? Kan jeg komme i kontakt med resten af familien? Kan jeg overhovedet være den voksne, de har brug for, midt i sådan en situation.
Da jeg ankommer til den tidligere Ahlmann-Skole, står jeg foran en solid dør. Alt er låst, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvem der egentlig har nøglen til det rum, som pludselig kan blive livsvigtigt. En medarbejder fra Sønderborg Kommune låser op og tænder lyset. Men straks går det op for mig, at i en rigtig nødsituation er der nok ikke strøm. Hvordan skal man finde rundt her i mørket, et sted man aldrig har været før?
Vi træder ind. Jeg forventede et robust, klargjort beskyttelsesrum, men i stedet ligner det en ganske almindelig kælder. Rummet er fyldt med skriveborde, stole, reoler – det ligner mest af alt et opbevaringsrum. Jeg ser mig omkring og spørger mig selv, hvordan vi overhovedet skulle kunne være her? Der er jo knap nok plads til at stå, langt mindre til at samle en gruppe mennesker. Skal der først ryddes op? Skal jeg finde et lille hjørne og forsøge at skabe en form for base til mig og mine børn?
I den anden ende af rummet er der en tung jerndør – sådan en dør man forestiller sig skal kunne holde alt ude. Den ser massiv ud og giver indtryk af at gemme på noget vigtigt. Jeg får at vide, at der bag døren er endnu et beskyttelsesrum, men døren kan ikke åbnes herfra. Hvis vi vil derind, må vi tage turen udenom – og det gør vi.
Vi går samme vej tilbage – gennem det gamle køkken, ud ad teaktræsdøren og op ad trappen, ud i skolegården. Herfra skal vi over i den modsatte ende af bygningen, og for at komme derhen skal vi igennem flere gange og døre. Det er den slags tur, hvor alting ligner hinanden, og man hurtigt mister overblikket. Hvide vægge, slidte linoleumsgulve og følelsen af at være i en skole, der ikke længere bruges. Til sidst når vi en dør, der fører ned til endnu en kælder – bare en helt almindelig kælderdør i skolestil.
Nedenunder møder vi en lang betonkældergang med opdelte rum. Her får jeg at vide, at det faktisk er den samme kælder, som jerndøren førte til. Det hele hænger sammen – bare ikke særlig praktisk. Det føles mere som en gammeldags skolekælder end et beskyttelsesrum. Her er koldt og fugtigt, og lugten er, som kældre nu lugter – en blanding af støv, beton og gammelt inventar.
Det er ikke ét samlet rum, hvor man hurtigt ville kunne samle folk. I stedet føles det som en række rodede opbevaringsrum, fyldt med skriveborde, stole og reoler. Der er vinduer, som lukker en smule dagslys ind, men ikke nok til at lyse rummene op. Jeg ser mig omkring og spørger mig selv, hvordan vi overhovedet skulle kunne være her. Der er knap nok plads til at stå, langt mindre til at samle flere hundrede mennesker, som der vist nok skulle kunne være her – har jeg læst et sted. Skal der først ryddes op? Skal jeg finde et lille hjørne og forsøge at skabe en form for base til mig og mine børn?
Besøget sætter tanker i gang. Jeg går derfra med en følelse af både lettelse og bekymring. På den ene side håber jeg inderligt, at vi aldrig får brug for disse rum. På den anden side tænker jeg, at vi måske bør være bedre forberedte, hvis vi en dag får brug for dem. For det handler ikke kun om murene omkring os – det handler om at skabe tryghed midt i usikkerheden, især for dem, vi elsker mest.
