Læserindlæg: Er SONFORs generalforsamling borgerinddragelse eller en teaterforestilling?

SONFORs Generalforsamling i 2024. Arkivfoto

SONFORs Generalforsamling i 2024. Arkivfoto

12. maj 2025 Debat Skrevet af: Redaktion

Ole Hansen, Broager, skriver:

Læserindlæg: Borgerindflydelse på skrømt. – Er SONFOR blevet Borgmesterens selskab?

I disse dage inviteres borgerne i Sønderborg kommune til Generalforsamling i det fælles forsyningsselskab SONFOR. Annoncen lokker med, at du som borger har mulighed for at møde op til Generalforsamlingen og ’få svar på lige præcis dit spørgsmål’.

Men i allernederste hjørne af samme annoncen står sandheden med småt: ’at det kun er aktionæren –  Sønderborg kommune, (som eneejer), der har ret til at spørge og stemme på Generalforsamlingen’.

Artiklen fortsætter under annoncen

Så det vil sige, at det dermed er Borgmesteren alene, der kan spørge og stemme på generalforsamlingen, da han er den eneste aktionær, der repræsenterer alle borgere.  Forstå det, hvem der kan. Til informationsmødet kan alle stille spørgsmål, men til Generalforsamlingen er det kun aktionæren, der har ret til at spørge og stemme.

Lad os være ærlige. Dette ligner mere en teaterforestilling end ægte borgerindflydelse.

SONFOR er skabt gennem sammenlægning af Forsyningerne tidligere i 2007 –  i syv kommuner. Det er borgernes selskab, finansieret af borgernes betalinger og skabt for at tjene borgernes interesser og behov.

Artiklen fortsætter under annoncen

Men det nuværende setup, hvor borgmesteren er den eneste aktionær, og dermed den eneste med tale/stemmeret – udelukker reelt enhver demokratisk deltagelse for almindelige borgere.

Så derfor: Se at få gang i den demokratiske proces hr. Borgmester. Du har ’siddet på hænderne’ i nu tre valgperioder, og ikke nok med det, der har siddet yderligere 30 byrådsmedlemmer ved siden af dig, som også kunne gøre noget, hvis de mener noget med ordene: Borgerindflydelse.

Jeg mener om annoncen, som SONFOR har ofret penge på, er en ordentlig omgang skindemokrati – og hvorfor så det?

Artiklen fortsætter under annoncen

Jo, når SONFOR øverst  i invitationen til Generalforsamlingen opfordrer borgerne til: ’At spørge og få svar på lige præcis dit spørgsmål’, og så samtidig nederst i indbydelsen nærmest beder folk om at ‘holde kæft’ til Generalforsamlingen, idet det efterfølgende præciseres, at der kun er tale- og spørgeret til én aktionær, det vil sige Borgmesteren.

Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].

Artiklen fortsætter under annoncen

SønderborgNYT har forelagt læserindlægget for borgmester Erik Lauritzen, der skriver:

Nej – SONFOR er ikke Borgmesterens Selskab!

Kære Ole. Hvem og hvad er det mon, du ønsker at kritisere i dit læserbrev? Er det SONFOR, eller er det mig?

Jeg repræsenterer på generalforsamlingen byrådet og dermed de ca. 74.000 borgere, der ejer SONFOR. Det er sådan, formalia er – der er én ejer af selskabet, altså én aktionær, der har én stemme. Efter bedste evne forvalter jeg den.

Artiklen fortsætter under annoncen

Er der tale om meget store og principielle spørgsmål til afstemning på generalforsamlingen, så vil jeg inden generalforsamlingen afklare stillingtagen med byrådets partier og altså dermed borgernes repræsentanter. Engang imellem afholdes ekstraordinære generalforsamlinger i selskabet med formelle ejerbeslutninger, som jeg kan træffe på kommunens vegne.

Du kan være uenig i, at SONFOR er organiseret og ejet, som det er, men du kan vist ikke klandre mig for det. Du kan have en holdning om, at jeg har “siddet på hænderne” i tre byrådsperioder. Det føler jeg nu ikke selv, at jeg har, men det må vælgerne jo afgøre. Se, det er demokrati.

SONFOR ledes af en bestyrelse, hvor byrådet har udpeget fem medlemmer, og hvor der i øvrigt sidder brugerrepræsentanter og medarbejderrepræsentanter. De har så valgt deres formand på indstilling fra de fem byrådsrepræsentanter. Du er altså både repræsenteret i bestyrelsen gennem de byrådsmedlemmer, du har været med til at vælge, og de forbrugervalgte repræsentanter, du har haft mulighed for at være med til at vælge. Det er også demokrati.

Hvordan SONFORs bestyrelse og ledelse har valgt at afvikle deres generalforsamling, har jeg ingen indflydelse haft på, så den del af din kritik må andre svare på.

PS: Jeg håber, du og rigtig mange vil møde op på generalforsamlingen og informationsmødet.

Erik Lauritzen, Borgmester

SønderborgNYT har også forelagt læserindlægget for SONFORs bestyrelsesformand Ellen Trane Nørby, der skriver:

Generalforsamlingen i SONFOR afholdes i 2 runder – en informationsrunde, hvor ALLE kan stille alle de spørgsmål, de ønsker.

Og så den formelle dagsorden, hvor kun én har stemmeret. Nemlig ejeren, hvor stemmen kastes af borgmesteren på vegne af kommunen. Det flugter vedtægterne, hvor kommunen er 100 % ejer, og der kun er én stemme til generalforsamlingen, som borgmesteren råder over på vegne af kommunen.

Det er anden gang i SONFORs historie, der holdes en offentlig generalforsamling – fordi vi i bestyrelsen er enige om at holde dem offentligt. Det forgangne årti har kun byrådet (Sønderborg Kommune som ejer) været inviteret. Det er der nu ændret på, netop fordi vi ønsker mere åbenhed. Mange andre kommunalt ejede forsyningsselskaber holder fortsat kun generalforsamlinger for ejerkommunen og byrådet.

På baggrund af erfaringerne fra sidste år – hvor den åbne runde var til sidst – har vi i år vendt programmet rundt, så den åbne del er først. Det håber vi så giver endnu mere debat og talelyst end sidste år.

Så tilmeld jer, mød op, deltag og kom med jeres input, så vi i fællesskab kan gøre SONFOR til et endnu stærkere aktiv for alle kunder og borgere i kommunen.

Ellen Trane Nørby, Bestyrelsesformand for SONFOR.

21. juli 2026 Politik, Sport, Sydals

Politikerne vil finde en løsning der gavner både naturen og kitesurferne i Sønderborg

21. juli 2026 Politik

Når kitesurfere begiver sig ud på det lave vand med den rette vind i sejlet, oplever de en helt særlig lykkefølelse, som du kunne læse på SønderborgNYT mandag. Men det er en balancegang at tilgodese både kitesurfernes interesser og hensynet til de fugle, der lever og yngler i området. Den balance vil Sønderborg Kommune og […]

Læs mere...