Foråret i Sønderborg bliver traditionen tro fejret med musik, når Danfoss Orkestret indtager Koncertsalen Alsion søndag den 18. maj klokken 15:00. Den traditionsrige forårskoncert byder på et varieret program, der spænder fra klassiske brassband-numre til populære melodier, fremført med orkestrets karakteristiske energi og spilleglæde.
Danfoss Orkestret blev dannet i 1955 efter ønske fra fabrikant Mads Clausen og har siden været en fast del af områdets musikliv. I dag består orkestret af 32 musikere, hvor alle har amatørstatus, bortset fra dirigenten, som er professionel. Repertoiret er alsidigt og omfatter alt fra marcher og musicalmelodier til evergreens og større brass band-værker. Med deres engagement og evne til at spille sammen har orkestret gennem årene begejstret publikum. Forårskoncerterne er efterhånden blevet en fast tradition, som mange ser frem til.
Koncerten i Alsion den 18. maj er gratis, men da der er nummererede pladser i salen, anbefales det at bestille billetter på forhånd for at sikre sig en plads. Billetter kan findes igennem Danfoss Orkestrets hjemmeside.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.

















