Bureaukrati og sikkerhedskrav truer Sønderborgs foreningsliv

Når papirarbejdet spænder ben for fællesskabet. Arkivfoto Kulturnatten

Når papirarbejdet spænder ben for fællesskabet. Arkivfoto Kulturnatten

18. maj 2025 Politik Skrevet af: Michael Kjær

I Sønderborg Kommune spirer et rigt foreningsliv med alt fra små ringridninger til store kulturfestivaler. Men ifølge Rune Dohrmann, ansvarlig for Kultur- og Idrætsnatten og byrådskandidat for Socialdemokratiet, er det frivillige engagement under pres. Sikkerhedskrav, tilladelser og bureaukrati risikerer at kvæle netop det lokale initiativ, som kommunen lever af.

“Vi vil gerne have liv og aktivitet – lige fra små begivenheder som Vollerup Ringridning til større events som Kulturnat, Nord-Als Festival og Skovby By Night”, siger Rune Dohrmann og tilføjer, at ambitionerne ofte kolliderer med realiteterne.

Artiklen fortsætter under annoncen

I en tid præget af øget terrortrussel er sikkerhedskravene skærpet, og for frivillige uden professionel baggrund i afvikling af større begivenheder kan det virke både uoverskueligt og afskrækkende.

“I disse tider, hvor terrortruslen er høj, og hvor man desværre igen og igen hører om biler eller lastbiler, der kører ind i større forsamlinger, bliver kravene til sikkerhed en reel udfordring – især for de mange foreninger, der står bag arrangementerne”.

Udfordringerne spænder fra krav om kurser i skilteopsætning til betaling for kommunale ydelser, som tidligere var lettere tilgængelige. Det kræver både tid, penge og kompetencer, mange foreninger ikke har.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det er nemlig ikke lovligt at sætte skilte op på offentlig vej uden at have taget kurset Vejen som arbejdsplads. Alternativt kan man bestille Vej og Park i Sønderborg Kommune til at godkende skiltene – men det er ikke gratis, og det bliver endnu dyrere, hvis arrangementet foregår om aftenen eller i weekenden”.

Han frygter, at foreningslivet vil betale prisen, hvis ikke kommunen ændrer kurs.

“Risikoen er, at mange foreninger helt dropper deres arrangementer – herunder de mange små, lokale ringridninger med optog – fordi det simpelthen bliver for besværligt og dyrt at gennemføre. Det er ikke holdbart, at man skal bruge 50–100 timer – og tage et kursus – bare for at kunne afholde et fem timers arrangement”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Rune Dohrmann taler ikke kun ud fra andres erfaringer. Som ansvarlig for Kultur- og Idrætsnatten har han selv stået midt i de praktiske udfordringer.

“Vi oplever endda, at Vej og Park ikke kan levere alle de nødvendige skilte, fordi de også har andre opgaver. Økonomisk er det også en udfordring. Alene til Kultur- og Idrætsnatten er udgiften omkring 80.000 kroner for ydelser fra Vej og Park – selvom vi selv står for afhentning og opsætning af skiltene”.

Alligevel insisterer han på, at investering i foreningslivet er en gevinst for hele kommunen. Ikke blot som sociale samlingspunkter, men som kulturbærende aktiviteter, der skaber fællesskab og glæde.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Mange mennesker nyder godt af disse arrangementer – derfor mener jeg, det er en god investering at gøre det nemmere for foreningerne”.

Løsningen, mener han, er ikke at skære ned på sikkerheden – men at styrke støtten. Konkret foreslår han, at kommunen selv stiller nødvendig infrastruktur og vejledning til rådighed for arrangørerne.

“Kommunen bør stille udstyr som skilte og terrorsikring til rådighed, så de enkelte foreninger ikke skal investere selv. Der er brug for kyndig vejledning til at godkende opsætningen og hjælpe med at få sikkerheden korrekt på plads – en opgave, som i dag er en stor belastning for de frivillige”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Samtidig efterlyser han en central, kommunal kontaktperson, der kan tage ansvaret for koordinering, rådgivning og tilstedeværelse på selve arrangementsdagen.

“Det ville være meget nemmere, hvis vi havde én central kontaktperson i kommunen, man kunne ringe til og booke! En person, som kan komme ud med skilte og terrorsikring, hjælpe med at få det hele sat korrekt op og være til stede på dagen. Han eller hun skal også bistå med udarbejdelse af sikkerhedsplan og skiltetilladelser, så frivillige ikke selv skal gennem kurser for at få lov til at afholde et arrangement”.

Frivilligheden skal fortsat være kernen i foreningslivet – men kommunen skal spille en mere aktiv og ansvarlig rolle, mener han.

“Foreningen skal naturligvis selv stille folk til rådighed til det praktiske arbejde – men kommunen bør stille med den nødvendige faglige viden og sikre, at alt foregår efter reglerne”.

Derfor er det en mærkesag for Rune Dohrmann, at der sker en politisk ændring, hvis han bliver valgt til byrådet.

“Hvis jeg bliver valgt til byrådet, vil jeg kæmpe for, at Sønderborg Kommune ansætter en central koordinator med ansvar for skiltning, terrorsikring og vejledning. Det vil gavne alle borgere i Sønderborg Kommune”.

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...