Kultur i Syd afslører nu det fjerde – og næstsidste – navn til årets største comedy-event – Open Air Comedy, i Sønderborg: Natasha Brock. Den populære komiker optræder i Mølleparken den 14. august 2025, hvor hun slutter sig til et i forvejen stærkt line-up.
Med sin skarpe, ærlige og selvironiske humor er Natasha Brock et af de mest markante navne på den danske stand-up-scene lige nu. Hun er kendt fra tv-programmer som Stormester, Forræder og Vild med Dans, og har formået at opbygge en stor fanskare med sin evne til at tage hverdagens situationer og vende dem på hovedet – med både bid, charme og et glimt i øjet.
“Natasha Brock er en komiker, der formår at forene selvironi, intelligens og en stærk sceneudstråling. Hun kan både få os til at grine og reflektere – og vi glæder os enormt til at præsentere hende i Mølleparken til sommer”, skriver Kultur i Syd, der står bag Open Air Comedy, i en pressemeddelelse.
Med tilføjelsen af Natasha Brock styrkes en i forvejen stærk komikertrio, som allerede tæller Ruben Søltoft, kendt for sin fantasifulde og energiske stil i SJIT Happens, Stormester og Minkavlerne, Jonas Mogensen, mester i underspillet levering og præcise hverdagsobservationer, samt Martin Kanstrup, der med sin Thyboske charme, guitar og musikalske satire trækker klare tråde til både Niels Hausgaard og De Nattergale. Det femte og sidste navn til årets line-up afsløres i midten af juni.
Billetter til Open Air Comedy den 14. august 2025 i Mølleparken kan købes på Kultur i Syds hjemmeside.
















