Rune Dohrmann, ansvarlig for Kultur- og Idrætsnatten, advarede søndag om, at det lokale foreningsliv i Sønderborg er under pres. Ifølge ham trues frivillige arrangementer – fra små ringridninger til store festivaler – af stigende bureaukrati, skærpede sikkerhedskrav og økonomiske byrder.
Han frygter, at foreninger helt opgiver deres arrangementer, og mener, at kommunen bør hjælpe med at løfte de tunge byrder fra foreningerne.
”Som formand for Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab vil jeg gerne takke Rune Dohrmann for hans engagement og forslag om at lette byrden for foreninger i forhold til sikkerhed og terrorsikring ved arrangementer”, siger udvalgsformand Christel Leiendecker fra Slesvigsk Parti og fortsætter:
”Vi er fuldt ud opmærksomme på, at kravene til sikkerhed er blevet større, og det er en udfordring – især for mindre, lokale arrangører. Derfor har vi fra Kulturudvalgets side anmodet om et møde med den tekniske forvaltning og formandskabet, hvor vi skal drøfte, hvordan vi i fællesskab bedst kan imødekomme foreningernes behov for støtte til terrorsikring og de stigende krav”, siger hun til SønderborgNYT.
Rune Dohrmann foreslår konkret, at der udpeges en central, kommunal kontaktperson, som kan tage ansvar for koordinering, rådgivning og tilstedeværelse på selve arrangementsdagen. Det mener Venstres næstformand i udvalget, Thomas Worm Larsen, dog er en dårlig idé:
”Jeg synes ikke, der skal bruges ressourcer på at ansætte en person, som skal stå for koordinering med mere. Hvor skal pengene komme fra til denne person? Jeg kan også læse, at Claus Nielsen, en af arrangørerne bag Skovby by Night, heller ikke mener, at det er der, behovet ligger, da den del af processen er forholdsvis til at gå til. Men at der bliver afsat midler til selve opgaveløsningen – der vil vi i Venstre prioritere”, siger Thomas Worm Larsen, der tilføjer, at Venstre er optaget af de økonomiske udfordringer, som bliver pålagt arrangørerne.
Hos Socialdemokratiets medlem af Udvalget for Kultur, Idræt og Medborgerskab, Bjørn Allerelli Andersen, er der stor respekt for frivilligheden:
”Når mange foreninger i denne tid er presset på økonomien, fordi der skal tages ekstra sikkerhedsforanstaltninger i brug ved offentlige arrangementer, bør vi selvfølgelig også i kommunalt regi være med til at løfte byrden”, siger Bjørn Allerelli Andersen til SønderborgNYT og fortsætter:
”I udvalget fandt vi pengene til Skovby by Night, men blev også enige om, at der skal findes mere bæredygtige løsninger, så vi har bedt forvaltningen om at udarbejde et notat, der beskriver de udfordringer, foreningerne står i, men også få belyst mulighederne, vi har som kommune, i at træde til. Dels så de enkelte foreninger ikke hvert år skal søge kommunen om midler, men også bæredygtige løsninger for kommunen”, siger Bjørn Allerelli Andersen.
Rune Dohrmann oplever, at Vej og Park ikke kan levere alle de nødvendige skilte, fordi de også har andre opgaver, og at Kultur- og Idrætsnatten har udgifter på omkring 80.000 kroner for ydelser fra Vej og Park, selvom de selv står for afhentning og opsætning af skiltene.
”Vi er i Venstre optaget af alle vores gode arrangementer i kommunen, og derfor ser vi gerne, at understøttelsen til skiltning og terrorsikring bliver en del af den kommende budgetproces. Det håber vi også, de resterende partier i byrådet vil bakke op om”, siger udvalgets næstformand Thomas Worm Larsen til SønderborgNYT.
Udvalgsformand Christel Leiendecker oplyser, at Sønderborg Kommunes hjemmeside allerede indeholder vejledning og støtteværktøjer til foreninger, og at medarbejdere i Kultur og Idræt er meget hjælpsomme og tilgængelige.
”Vi deler ønsket om at gøre det lettere at være frivillig arrangør – men det skal ske i et balanceret samspil mellem kommunen og foreningerne, hvor ejerskabet fortsat ligger lokalt, og hvor hjælpen målrettes, hvor den gør størst forskel”, siger Christel Leiendecker.
På kommunens hjemmeside findes en vejledning til ansøgning om offentlige arrangementer i Sønderborg Kommune på 19 sider, som kan læses her.





















