Lørdag den 31. maj 2025 bliver noget ganske særligt i Gråsten. Det er dagen, hvor drømmen om en tur i en ægte veteranbil kan gå i opfyldelse for mange, når Oldtimerløbet løber af stablen i sin største udgave nogensinde.
Ikke færre end 1.100 køretøjer deltager i løbet, og blandt dem har hele 95 biler et særligt skilt, der inviterer publikum med på en uforglemmelig køretur mod grænsen. Undervejs venter både stemningsfuldt optog og fortællinger om biler, der enten er bevaret i deres oprindelige stand eller nænsomt restaureret til deres fordums pragt.
“Sidste år måtte vi for første gang melde udsolgt af startnumre i begyndelsen af maj. I år er vi nærmest blæst omkuld af en markant større interesse blandt Oldtimer-folket. Allerede i begyndelsen af april havde vi så mange biler tilmeldt, at vi måtte sige stop for tilgangen”, udtaler Flemming Toft, der er Oldtimerløbets tovholder
På Oldtimerpladsen i Gråsten er der lørdag formiddag rig mulighed for at opleve bilerne helt tæt på – og måske finde sig en plads som passager i én af dem. Lions Broager-Gråsten, som står bag arrangementet, forventer traditionen tro flere end 4.000 besøgende, og med god grund for Oldtimerløbet er ikke bare et veteranbilsløb – det er en folkefest.
Der er lagt op til en dag med musikalsk underholdning, sponsoreret af Sydbank, og masser af lækkerier på Oldtimer Pit Torvet. Her serveres alt fra friskbagte snegle og rundstykker til smørrebrød, kolde drikke og selvfølgelig kaffe. Grillteltet frister med alt fra wiener- og ringriderpølser til grillet skinke med kartoffelsalat. Og det hele til overkommelige priser – entréen er blot 50 kroner
For at sikre en god afvikling står politihjemmeværnet klar i byen til at regulere trafikken, så veteranbilisterne slipper for at ‘køre på koblingen’ ved hvert rødt lys, skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.
Bag kulisserne arbejder over 100 frivillige på at gøre alt klart – og det stopper ikke her. Fremtiden for Oldtimerløbet er også sikret, da alle fire Lions-klubber i Sønderborg Kommune nu samarbejder om at afvikle det traditionsrige løb. Det betyder, at arrangementet ikke blot fortsætter – men også vokser i styrke og engagement.
Alt overskud fra dagen går ubeskåret til Lions’ humanitære arbejde – både lokalt, regionalt og internationalt. Og som en årlig tradition bliver Oldtimerprisen på 50.000 kroner uddelt til lokale ildsjæle eller aktiviteter, der gør en forskel i nærområdet.
Så hvad end du er passioneret bilelsker, nysgerrig besøgende eller blot på jagt efter en dejlig dag i hyggeligt selskab – så er Oldtimerløbet i Gråsten et besøg værd. Her mødes nostalgi, fællesskab og god stemning og det hele sker lørdag den 31. maj og du kan læse mere om arrangementer på Oldtimerløbets hjemmeside.
I forbindelse med Oldtimerløbet sker der ændringer i trafikken i Gråsten.
Den 31. maj 2025 klokken 07 – 18
Johs Kochsvej vil være spærret for kørsel.
Den 31. maj 2025 klokken 08 – 12.30
Følgende veje vil være spærret for kørsel i ovennævnte tidsrum
Slotsgade (mellem Bocks Bjerg og Nygade)
Nygade (mellem Slotsgade/Torvet og Ringgade)
Jernbanegade (mellem Borggade/Torvet og Ringgade)
Torvet
Borggade (mellem Ahlefeldvej/Skolegade og Jernbanegade/Torvet)
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.




















