På toppen af bakken i Havnbjerg står en mølle, der har været en del af landskabet i generationer. Den er ikke bare et minde om fortiden, men et sted hvor historien stadig er i bevægelse, bogstaveligt talt.
Bag møllen står tre møllemænd, som holder både teknikken og historien i gang. De viser gerne rundt, forklarer hvordan kornet blev malet, og hvorfor møllehatten er noget særligt – og man kan endda klatre hele vejen op i den. Den ene er Poul Erik Arnesen Nørgaard, der har passet møllen i over ni år. Han står for den daglige drift og sørger for, at alt fungerer, når gæsterne kigger forbi – fra de snurrende vinger til kaffen på kanden.
“Det er spændende, fordi folk, der kommer her, har noget på hjerte. Det er tit de samme historier, vi hører – som ham, der fortalte, hvordan han som 16-årig skulle løfte kornsække op på loftet. Det vækker noget i folk, og det er, som om minderne begynder at leve igen”, fortæller han til SønderborgNYT.
Den første mølle i området lå sandsynligvis i skoven og blev drevet af vand. Senere kom stubmøllen til, og i 1835 rejste man den nuværende hollandske mølle – med stråtag og sejl på vingerne. Siden blev den opdateret med både dampmaskine og vindrose og var i drift helt frem til 1961. Da vingerne stoppede, begyndte tiden at sætte sit præg – men det blev fabrikant Mads Clausen, stifteren af Danfoss, der sørgede for, at møllen ikke blev glemt. Han finansierede en omfattende restaurering, og i dag ejes møllen af Fabrikant Mads Clausens Fond.
Den største nyhed er den nye udstilling, som nu fylder magasinbygningen. Her kan man se gamle møllerimaskiner, håndredskaber og et historisk køkken fra en tid, hvor intet kom fra frost. Alt må røres og undersøges – det er ikke en udstilling, man bare går forbi, men én man går på opdagelse i. Temaet ‘fra jord til bord’ trækker tråde fra markens korn til møllestensmel og til de liv, der blev levet omkring møllen.
De besøgende kommer i alle aldre. Mange ældre får vækket gamle minder, men unge nysgerrige lyttere er der også plads til, både skoleklasser og børnebørn med deres bedsteforældre.
“De unge undrer sig over, at det hele kan fungere med tandhjul af træ. De spørger nysgerrigt ind og vil gerne forstå, hvordan man byggede sådan noget uden strøm, skærme og teknologi. Det sætter tankerne i gang”, fortæller Poul Erik Arnesen Nørgaard.
Selvom møllen for længst er holdt op med at male korn, bliver vingerne stadig sat i gang fast hver onsdag. Og på Dansk Mølledag, som altid falder tredje søndag i juni, næste gang den 15. juni 2025, er møllen åben for alle med kaffe på kanden, rundvisninger og små fortællinger fra det liv, der stadig snurrer på toppen af bakken i Havnbjerg.




















