Der er stor begejstring for Ringriderfestens Damefrokost, og billetsalget nærmer sig nu 900 solgte billetter. For at imødekomme den stigende efterspørgsel er der netop åbnet op for ekstra borde i Lansen.
“Vi har hørt, at nogle har afventet deres billetkøb, fordi det så ud til, at de gode pladser var ved at være væk. Derfor er vi glade for at kunne tilbyde ekstra borde, så endnu flere kan få plads til årets Damefrokost”, udtaler Camilla F. Bonde fra Damefrokostkomitéen, i en pressemeddelelse.
Damefrokosten finder sted lørdag den 12. juli 2025 fra kl. 14.00 til 19.00 og byder på en eftermiddag spækket med festligheder.
Programmet inkluderer blandt andet sanger og entertainer Jasmin Gabay, som vender tilbage i en dobbeltrolle som både konferencier og sanger. Derudover bydes der på et spektakulært tattooshow direkte til frokosten, en lækker tre-retters menu, øl, vin og vand ad libitum samt naturligvis fællessang, festtaler og uforglemmelige øjeblikke.
Billetter kan købes via Billetsalg.dk, og billetsalget lukker onsdag den 25. juni kl. 23:59. Det anbefales, at grupper, der ønsker at sidde sammen, køber billetter samlet.



















