Fredag den 20. juni 2025 afholder Sønderborg Kommune infodag for tyskere, der overvejer at flytte nordpå. Arrangementet finder sted fra klokken 10:30 til 12:30 i Nordals Idrætscenter.
Det er første gang, infodagen bliver afholdt i Nordborg, og med omkring 180 tilmeldte tyske deltagere vidner interessen om et fortsat stort potentiale for tilflytning fra Tyskland.
Formålet med dagen er at præsentere Sønderborg Kommune som et attraktivt sted at bo og arbejde. 34 stande vil være til stede – heraf 10 bemandet af virksomheder, der søger arbejdskraft. De besøgende får dermed mulighed for at undersøge konkrete jobtilbud samt tale med blandt andet skoler, boligforeninger og borgerservice. Det skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.
Tidligere er infodagen blevet afholdt i Sønderborg, Gråsten og Broager, og ifølge kommunen har arrangementet haft en positiv effekt på tilflytningen.
“Vi ønsker at give mange byer i kommunen mulighed for at vise sig frem, og derfor afholdes arrangementet denne gang i Nordborg. Vi ser frem til en spændende og informativ infodag, som kan betyde nye tilflyttere til Sønderborg Kommune”, siger Tatjana Rode, bosætningskoordinator i Sønderborg Kommune.
Infodagen er en del af kommunens bredere indsats for at tiltrække nye borgere og styrke forbindelserne til naboerne mod syd.



















