Ringriderfesten i Sønderborg har i dag præsenteret årets officielle Ringriderplakat, der i år er skabt af den lokale kunstner Thomas Lunau. Plakaten er en hyldest til både tradition og kunstnerisk udtryk – og rummer en stærk personlig fortælling om, hvad Ringriderfesten betyder for mange sønderjyder.
“Allerede som barn elskede jeg at opleve ringrideroptogene – først i Augustenborg med min familie og senere som voksen sammen med mine egne børn. Stemningen på ringriderpladsen har, som for mange andre, gjort et uudsletteligt indtryk på mig og har været med til at forme min identitet som sønderjyde. Det er netop dén fornemmelse – kombineret med en fascination af bevægelse og farver – der har inspireret mig til årets Ringriderplakat”, udtaler Thomas Lunau om sit arbejde med årets Ringriderplakat.
Thomas Lunau er født i Sønderborg og opvokset i Augustenborg. Efter sin gymnasietid på AGS har han viet det meste af sit liv til kunsten. Med en baggrund fra Sønderjyllands Kunstskole, Langelands Kunstskole og Det Fynske Kunstakademi har han opbygget et solidt fundament for sin kreative rejse. I 2005 vendte han tilbage til Sønderborg og til Sønderjyllands Kunstskole, hvor han siden 2008 har været skolens daglige leder. Det skriver Ringriderfesten i en pressemeddelelse.
Plakaten vil kunne ses i bybilledet og du kan også se årets Ringriderplakat her.


















