Gør dig klar til en aften, hvor trommestikker flyver, fanfarer gjalder, og farvestrålende uniformer lyser op i takt med musikken. Søndag den 13. juli 2025 klokken 20:00 byder Ringriderfesten i Sønderborg velkommen til Det Internationale Tattoo Show 2025 i Sydjysk Sparekasse Skansen – et spektakulært show, der samler elitekorps fra hele Europa i en forrygende opvisning af musik, præcision og showmanship.
Gæsterne kan glæde sig til at opleve Amalie Dollerup live på Tattoo-scenen, og som noget helt særligt medvirker hun ikke blot som solist, men også i en rørende og stemningsfuld duet med den anmelderroste tenor Christoffer Brodersen. Det bliver uden tvivl en musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige, hvor stemning, nærvær og talent går op i en højere enhed.
På scenen kan du opleve brass bands i verdensklasse, showkorps med imponerende koreografi og blandt årets deltagere er det prisvindende Showkorps WIK fra Belgien, der med stilfulde uniformer, præcis koreografi og kraftfuld musik byder på et show, der både kan ses og mærkes. Korpset har vundet det belgiske mesterskab seks år i træk og opnået flotte resultater ved europæiske konkurrencer.
Fra Tyskland deltager Musikcorps Ufhausen, et traditionsrigt show- og marchingband grundlagt i 1931. De opfører deres nyeste forestilling ‘FRIENDS!’, der hylder venskabet og det musikalske fællesskab – skabt i samarbejde med anerkendte hollandske showdesignere.
Norge er repræsenteret ved Strømsgodset Musikkorps, som kombinerer klassisk paradeform med popmusik og moderne udtryk. Korpset, der har rødder tilbage til 1912, ledes i dag af den unge tamburmajor Marius Walaas Brodahl, der bringer ny energi til de stolte traditioner.
Fra Danmark medvirker Den Kongelige Livgardes Tambourkorps, som med stor præcision og historisk pondus leverer en opvisning af musikalsk kvalitet i absolut verdensklasse. Korpsets march er en fast del af den danske kulturarv og et højdepunkt ved enhver tattoo-optræden.
Århus Brass Band, der i 2024 fejrede 100-års jubilæum, deltager også. Med 32 messinginstrumenter og et energisk udtryk er de blandt landets bedste brass bands, kendt for både musikalitet og spilleglæde.
Sønderborg Garden stiller op med ca. 50 engagerede unge musikere i alderen 6–26 år. Garden består af både brass band og trommekorps og repræsenterer byens musikalske stolthed. Tattoo-showet er årets store optræden, hvor måneder med øvning kulminerer i et imponerende resultat.
Det Internationale Tattoo Show 2025 bliver en aften i musikkens og fællesskabets tegn – en oplevelse for både øjne og ører. Arrangementet finder sted søndag den 13. juli 2025 klokken 20:00 i Sydjysk Sparekasse Skansen i Sønderborg og billetter kan købes via Billetsalg.dk.



















