Der skal snart vælges et nyt Ældreråd i Sønderborg Kommune, og måske er det dig, der skal være med til at gøre en forskel for kommunens ældre borgere. Allerede nu kan du melde dig som kandidat, hvis du har lyst til at tage del i arbejdet. Selve valget foregår digitalt i løbet af efteråret 2025, og du kan også stemme ved fremmøde tirsdag den 18. november 2025, når der er kommunalvalg.
Ældrerådet vælges hvert fjerde år og består af ni medlemmer. Det har til opgave at rådgive politikerne og tale de ældres sag i kommunen. Formand for det nuværende råd, Kirsten Bielefeldt, håber, at mange har lyst til at være med:
Har du lyst til at høre mere, før du beslutter dig, så inviterer Ældrerådet til tre infomøder. Det første afholdes i Ahlmannsparken i Gråsten den 1. september fra klokken 16:00 til 17:30. Det næste er i Nørherredhus i Nordborg den 4. september, og det sidste møde bliver på Ellegårdvej 25 A i Sønderborg den 8. september fra klokken 13:30 til 15:00.
“Ældrerådet har en vigtig funktion, og Ældrerådets stemme bliver hørt af både politikere og ansatte. Som medlem af Ældrerådet i Sønderborg Kommune får man en unik mulighed for at gøre en forskel i lokalsamfundet. Ældrerådet spiller en afgørende rolle i at sikre, at de ældres stemmer bliver hørt, og at deres behov og ønsker bliver taget i betragtning i kommunens beslutninger. Ved at blive en del af ældrerådet kan man være med til at forme fremtiden for vores ældre borgere, skabe bedre vilkår og bidrage til bedre ældreliv i Sønderborg Kommune”, fortæller hun i en pressemeddelelse.
Rådet beskæftiger sig med alt fra ældreboliger og hjemmepleje til forebyggelse og trivsel – og det er lovpligtigt, at kommunen lytter til Ældrerådets input, før der træffes beslutninger, der har betydning for borgere over 60 år. Vil du være med, skal du bo i Sønderborg Kommune og være fyldt 60 år senest den 18. november 2025.
Hvis du vil stille op som kandidat, skal du melde dig senest den 18. september 2025. Du kan gøre det via Sønderborg Kommunes hjemmeside eller kontakte sekretær Tina Bøgild på telefon 88 72 56 49 eller mail [email protected]
Alle med fast bopæl i Sønderborg Kommune, der fylder 60 år senest den 18. november 2025, kan stemme. Det kan du gøre digitalt via E-Boks fra den 7. oktober til og med den 14. november. Der vil også være mulighed for at stemme på iPad ved kommunens 17 afstemningssteder – og du bestemmer selv, hvor du gør det. Du er ikke tilknyttet et bestemt valgsted.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.



















