Solen skinner over Sønderborg, og gaderne har netop været fyldt med mennesker, der var mødt op for at se årets ringrideroptog. Musikken lød fra de mange orkestre, og forventningen var høj, mens ryttere og heste gik gennem byen.
Tove Kellmann på 81 år havde taget turen fra Løgumkloster og set optoget sammen med sine to børnebørn, Ronja og Villads. Inden da havde de fundet sig et godt sted langs ruten og slået opklappede stole ud.
“Jeg tager herned hvert år. Jeg er fra Sønderborg oprindeligt, det er mange år siden, men det her skal jeg altså se. Jeg vil ikke gå glip af det mindste. Jeg synes, det er godt – alt er godt ved det. Hestene, musikken, hele stemningen. Det er så flot, og jeg bliver lige begejstret hver gang”, fortæller hun til SønderborgNYT.
Da optoget satte i gang, red rytterne gennem byen i flotte formationer, mens orkestrene spillede, og folk vinkede fra fortovene. Der var god stemning hele vejen, og optoget endte som altid på Ringriderpladsen, hvor konkurrencerne nu er i gang.
Der er tilmeldt omkring 300 ryttere til konkurrencerne fredag og søndag, hvor de skal forsøge at fange de små ringe i fuld galop. Både garvede ryttere og nye ansigter er med, og alle kæmper for at ramme dem alle og måske tage titlen som årets ringriderkonge eller -dronning.
Tina Fynbo på 35 og Anne‑Mette Hansen på 41, begge fra Sønderborg, havde også fundet en god plads og fulgte optoget med stor interesse.
“Det er en tradition. Vi har set det hvert eneste år, siden vi var børn. Når man bor i Sønderborg, så er det bare noget, man gør. Vi glæder os altid til det – ikke bare for at se rytterne, men også for at møde folk og mærke livet i byen”, fortæller de.
Ringriderpladsen er nu åben, og her kan man opleve ringridningskonkurrencer, børneland med cykelringridning, tivoli, madboder og aftenmusik.
Nåede du ikke selv at se optoget, kan du finde en optagelse af det flotte rytteroptog her.

















