Blind far fortvivlet over rotteplage i boligområde

Kommunen afviser kritikken men rotterne er stadig i boligområde. Arkiv

Kommunen afviser kritikken men rotterne er stadig i boligområde. Arkiv

5. august 2025 Samfund Skrevet af: Michael Kjær

En blind far til to piger på 8 og 11 år føler sig fuldstændig svigtet af både Sønderborg Kommune, Sønderborg Andelsboligforening og SALUS Boligadministration. Familien har i flere måneder levet med et alvorligt og uløst rotteproblem i deres bolig som ligger i Hvedemarken i Sønderborg.

“Rotterne løber frit rundt udenfor vores vinduer. Jeg finder nye gnavemærker hele tiden, og andre beboere har haft rotter inde i deres lejligheder. Det skaber en enorm utryghed – især for mine to små piger, som er bange. Og som blind kan jeg ikke engang se dem. Det gør det hele endnu mere skræmmende”, fortæller den frustrerede far, som ønsker at være anonym, men SønderborgNYTs redaktion er bekendt med beboerens identitet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han er langt fra den eneste, der har klaget og ifølge ham har flere andre beboere anmeldt rotterne til både Sønderborg Kommune og SALUS Boligadministration, som administrerer ejendommen for Sønderborg Andelsboligforening. Men det har ikke givet noget resultat og han beskriver et forløb præget af tomme løfter og manglende handling.

Først kom SALUS Boligadministration egen håndværkergård og satte nogle fælder op. Men der kom hverken opfølgning eller nogen form for effekt. Senere dukkede Sønderborg Kommune op med en rottehund, som markerede tydeligt ved hækkene under familiens vinduer – men der blev ikke gjort mere. Hækkene står der endnu, og Sønderborg Andelsboligforening nægter ifølge faren at fjerne dem, til trods for tidligere løfter om det modsatte.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det er et perfekt skjulested for rotterne, og det ved både kommunen og SALUS Boligadministration. Alligevel sker der intet og jeg har gjort alt rigtigt. Meldt problemet, dokumenteret det, og jeg er ikke alene. Men vi bliver mødt med tavshed og ansvarsfralæggelse”, siger han til SønderborgNYT.

Situationen har nu udviklet sig til, hvad han kalder ’et systemsvigt’.

“Det her handler ikke kun om rotter. Det handler om manglende ansvar, svigt af sårbare borgere og en komplet koordinationsfejl mellem to instanser, der burde beskytte os. Jeg står alene med et sundhedsproblem, der truer både mig og mine børn”, siger han til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hos Sønderborg Kommune kan man ikke helt genkende den fremstilling, der fremsættes af beboeren i Hvedemarken.

”Der er reageret hurtigt og tidligt på anmeldelsen til Sønderborg Kommune om rotter ved en boligblok i Hvedemarken. Den 26. juni og den 30. juni 2025 modtog kommunen anmeldelser af rotter i Hvedemarken. Anmeldelserne blev sendt videre til Håndværkergården, som det er aftalt med SALUS Boligadministration. Den 3. juli gennemgik den rotteansvarlige, to rottebekæmpere og rottehunden fra Sønderborg Kommune området sammen med to medarbejdere fra Håndværkergården, der løser rottebekæmpelsen for SALUS Boligadministration og Sønderborg Andelsboligforening i etageboliger”, skriver Sønderborgs Kommunes presseansvarlig Morten Jacobsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ifølge Morten Jacobsen afsøgte rottehunden hele området omkring boligblokken, hvor anmeldelsen kom fra – uden at reagere på et aktivt rottetilhold ligesom buskene foran blokken blev afsøgt flere gange, og hunden markerede ikke på noget tidspunkt for rotteaktivitet. På trods af dette satte både Sønderborg Kommune og Håndværkergården flere rottefælder op:

”Resten af afdelingen blev afsøgt, begge sider af Fiskerstien samt Kløver-Centeret og bunken med haveaffald blev også undersøgt. Der var ingen reaktion fra rottehunden, der indikerede, at der skulle være et aktivt rottetilhold og ved afsøgningen fandtes der ikke umiddelbart tegn på, at der skulle være en rotterede i området. Lige som der heller ikke var mistanke om problemer med kloakering. Medarbejdere fra Håndværkergården har i perioden efter gennemgangen den 3. juli jævnligt tjekket rottefælderne, uden at der har været rotter i dem”, skriver Morten Jacobsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Men at der er rotter tilstede i Hvedemarken blev fastslået i juli måned.

”Én af beboerne havde sendt billeder af rotter til Håndværkergården, og en anden viste billeder og en video af rotter 14 dage senere – den 17. juli – da Sønderborg Kommunes rotteansvarlige var på kontrolbesøg. Derfor fortsatte bekæmpelsen. Samme dag – den 17. juli – blev der fanget en rotte, og der er efterfølgende fanget en mus ved blokken”, skriver Sønderborg Kommunes presseansvarlige til SønderborgNYT.

Sønderborg Kommune oplyser, at det er aftalt med flere beboere, at de skal sende billeder til Håndværkergården, hvis de ser flere rotter.

SønderborgNYT har også rakt ud til Sønderborg Andelsboligforening for at få deres version af sagen, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Heller ikke SALUS Boligadministration, som administrerer ejendommen for Sønderborg Andelsboligforening er vendt tilbage på vores henvendelse.

SønderborgNYT hører gerne fra andre beboere i Hvedemarken, hvis de har oplevet rotter eller andre skadedyr i og omkring bebyggelsen inden for de sidste par uger. Skriv til [email protected].

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...