Det planlagte kollegiebyggeri på den tidligere DSB-grund har fået mange lokale beboere til at reagere inden planerne blev vedtaget af byrådet – blandt andet i en række høringssvar sendt til Teknik-, By- og Boligudvalget. Trods protesterne blev lokalplanen dog endeligt godkendt den 30. april i år, og arbejdet med at gøre klar til de omkring 200 nye studieboliger gik i gang.
Men nu har Planklagenævnet truffet afgørelse i en klagesag, efter at et par beboere i området i februar og april måned i år klagede over, at der i de bygninger, som skulle nedrives, var registreret flagermusaktivitet. De mener, at de tiltag, Sønderborg Kommune har foretaget for at kompensere for tabet af yngle- og rasteområder for flagermus på den gamle DSB-grund, ikke har været tilstrækkelige.
Planklagenævnet giver klagerne medhold og kræver, at Sønderborg Kommune gennemfører en miljøvurdering. Nævnet fastslår altså i deres afgørelse, at der burde være gennemført en egentlig miljøvurdering, før der kunne udarbejdes en lokalplan og dermed er kommunens miljøscreening altså utilstrækkelig.
Derfor har Planklagenævnet erklæret lokalplanen ugyldig og gør opmærksom på, at hvis Sønderborg Kommune ønsker at fortsætte projektet, skal der først udarbejdes en miljøvurdering og derefter en ny lokalplan.
Der er også indgivet klager over støj – især i aftentimerne – som følge af koncerter i Mejeriet. Klagerne mener, at der derfor bør gennemføres en miljøvurdering af planen, herunder en detaljeret støjanalyse, blandt andet af støj fra musik.
Sønderborg Kommune har foreslået en løsning, hvor der etableres lydsluser i dørene ved musikernes indgang samt i døren på 1. sal til koncertsalen i Mejeriet. Derudover overvejes et støjdæmpende vindfang eller en lydsluse ved hovedindgangen mod øst. Kommunen vurderer, at støjgrænserne dermed kan overholdes.
Men Planklagenævnet vurderer, at kommunens forslag ikke er tilstrækkelige til at sikre, at støjgrænseværdierne kan overholdes ved de planlagte boliger. Derfor skal der foretages en nærmere undersøgelse og vurdering af, hvordan den planlagte boliger kan beskyttes mod støj.
Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Det betyder, at der først skal udarbejdes en miljøvurdering og derefter en ny lokalplan, som skal igennem hele processen med høringer og politiske beslutninger i de relevante udvalg.
Det tager tid – og lige nu ser det ud til, at de kollegieboliger, der skulle have stået klar i slutningen af i år, først kan være klar tidligst i løbet af 2026.

























