I starten af august fortalte SønderborgNYT historien om en blind far til to piger, der følte sig svigtet af både Sønderborg Kommune, Sønderborg Andelsboligforening og SALUS Boligadministration, efter at familien i flere måneder havde levet med et alvorligt og uløst rotteproblem i deres bolig i Hvedemarken – et problem familien stadigvæk lever med.
Efter vores artikel er redaktionen blevet bestormet med mange henvendelser fra andre beboere i Hvedemarken og også fra beboere i Kløvermarken, hvor Susanne Wohlgemuth bor. I maj måned begyndte hun at høre mærkelige lyde bag panelerne over vinduet i stuen i sin bolig, og kort efter stod det klart, at der var tale om rotter – og siden har hun ikke følt sig tryg i sit hjem.
“Jeg har boet her i 15 år uden problemer, så jeg vidste med det samme, at der var noget galt. Det startede i maj, hvor jeg hørte lyd bag panelerne, og det var ubehageligt. SALUS Boligadministration sendte en medarbejder ud med fælder, og han kommer cirka en gang om ugen for at tjekke dem, men rotterne er her stadig. Jeg har set dem gå rundt udenfor midt om dagen, og det er altså ikke naturlig adfærd for et dyr, der normalt er sky”, fortæller hun til SønderborgNYT.
Ifølge Susanne Wohlgemuth erkender Sønderborg Andelsboligforening ikke problemet, og det gør hende både frustreret og utryg.
“For det første burde de stå ved, at der er et problem, men det gør de ikke, og det synes jeg er uforsvarligt. Jeg er bange for, at vi beboere bliver mødt med den mistro, at det bare er noget, vi bilder os ind – og den følelse er virkelig ubehagelig. Jeg tør ikke længere lade mine børnebørn sove ude på terrassen, som de plejede sidste sommer, og jeg kan heller ikke bare sidde og grille derude. Jeg ved ikke, hvornår det stopper, og det gør det svært at føle sig hjemme”.
Hun tror heller ikke, at hun er den eneste, der kæmper med rotter i området, men oplever, at mange holder sig tilbage fra at fortælle om det.
“Jeg tror, det er et langt mere udbredt problem, end vi er klar over. Jeg har selv tænkt, at det gad jeg ikke blande mig i, men tænk hvis alle tænker sådan – så bliver der jo ikke gjort noget”, siger Susanne Wohlgemuth.
Og hun er ikke alene om at kæmpe med rotter i Kløvermarken. Wafaa Abouzeid, der også bor i området, fortæller, at rotterne ikke kun færdes udenfor – de har været inde i hendes bolig, og hun har levet med problemet siden november sidste år.
“Vi har set levende rotter inde i vores hjem. I starten blev der slet ikke reageret på vores henvendelser til boligforeningen. Først efter mange opkald blev der sat fælder op, og de har også været forbi for at lukke nogle huller i køkkenet, men det har ikke løst problemet. Senere fandt de et kælderrum fyldt med rotter, og i stedet for at gøre noget ved det, lukkede de bare kælderen af”, fortæller hun til SønderborgNYT.
Ifølge Wafaa Abouzeid fortsætter problemet, selv om der er sat flere fælder op. Om aftenen kan hun se rotterne løbe rundt udenfor, og om natten kan de høres helt inde fra soveværelset. Hun frygter for både sikkerheden og sundheden i hjemmet.
“Det er så slemt, at vi ikke tør lade vores børn lege i haven. Der ligger spor efter rotterne under trappen – blandt andet en død fugl, som de har spist af. Vi har gjort boligforeningen opmærksom på det igen og igen, men der bliver ikke gjort andet end at sætte flere fælder op. Det hjælper ikke, og vi føler os overladt til os selv”.
Både Susanne Wohlgemuth og Wafaa Abouzeid efterlyser, at Sønderborg Andelsboligforening erkender omfanget af problemet og tager ansvar for at få det løst. De ønsker en konkret plan, der rent faktisk fjerner rotterne og gør det muligt at føle sig tryg i eget hjem igen.
SønderborgNYT har rakt ud til både Sønderborg Andelsboligforening og SALUS, der administrerer ejendommene, og du kan læse deres svar på kritikken her.























