Johanna-Maria Precht, byrådskandidat for Enhedslisten, skriver:
Læserindlæg: 5 år i kulden – nu må ventesalen åbne igen
Til december er det 5 år siden, at ventesalen på busstationen i Sønderborg lukkede. Det skulle give kommunen en besparelse på dengang 110.000 kroner om året.
Denne spareøvelse virkede helt ude af proportioner, når man sammenligner beløbets ringe størrelse med betydningen af at have en ventesal for rejsende med bus.
Til sammenligning bestilte Økonomiudvalget i december 2022 analyser hos eksterne konsulenter for 1,5 mio. kroner. For dette beløb kunne vi have holdt ventesalen åben i næsten 15 år.
En varm augustdag kan de fleste godt tåle at vente på et busskifte udenfor på bænken. Men når vi når november med regn, blæst og kulde, så betyder det meget for de busrejsende at kunne komme ind i varmen. Når dagslyset forsvinder, kan det samtidigt føles utryg for mange af os, at skulle vente ude på en mørk plads.
Hvis vi tager CO2-nedsættelse alvorligt, så skal den offentlige trafik være mere attraktiv end privatbilismen. Det er svært at tro på alvoren, når man står i regn og kulde under et forblæst halvtag på busstationen.
Tilsyneladende er buspassagerer ingen borgergruppe, som man skænker mange tanker. De unge, ældre uden kørekort, folk med funktionsnedsættelser og dem, der ikke har råd til en bil, bør fylde lige så meget i byrådspolitikers bevidsthed som privatbilisterne.
Det gør de dog hos os i Enhedslisten, hvor vi mener, at der skal findes penge til en genåbning af ventesalen ved den kommende budgetforhandling.
Vi drømmer om en kommune, hvor alle kan være mobile, uafhængig af alder, helbred eller pengepung. Det får vi kun, hvis vi investerer i den kollektive trafik med gode busforbindelser, lave priser, tilskud til elevkort og rimelige ventefaciliteter.
Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].






















