Borgmester Erik Lauritzen skriver lørdag morgen på Facebook, at mange tanker og megen medfølelse går til alle, der var ombord på toget under ulykken ved Bjerndrup fredag eftermiddag.
”En forfærdelig og traumatisk oplevelse har det været for jer alle – passagerer og besætning. Vi føler med jer alle”, skriver han og fortsætter:
”Jeg er dybt berørt over det 5.B og deres to lærere fra Sønderskov-Skolen i Sønderborg har været igennem fredag eftermiddag og aften. Jeg ved, der er rigtig mange i Sønderborg, der tænker på jer og vil støtte jer i at komme over denne uhyggelige hændelse.”
Borgmesteren retter også en tak til de mange, der har været involveret i at håndtere situationen:
”Vores egen krisestab, beredskabet, skoleledelsen, medarbejdere på skole og i forvaltningerne har været og vil være på hårdt arbejde og gør en kæmpe indsats. Jeg vil her sende en foreløbig kæmpestor tak til alle – ingen nævnt, ingen glemt – der var i aktion fredag aften i forbindelse med ulykken. På stedet og for at bringe vores børn og lærere godt hjem,” skriver Erik Lauritzen i opslaget.
















