Sønderborg Lufthavn har for alvor fået luft under vingerne denne sommer. I juli valgte hele 4.386 passagerer at begynde deres ferie eller forretningsrejse fra lufthavnen, hvilket svarer til en vækst på hele 26 procent sammenlignet med samme måned sidste år.
Den samlede passagertilvækst for 2025 ser også lovende ud. Siden januar har 34.971 rejsende benyttet lufthavnen, en fremgang på 15 procent i forhold til 2024.
Ifølge Sønderborg Lufthvan skyldes fremgangen især det udvidede charterprogram og den populære sæsonrute til Rønne. Rejsende har i sommerens løb kunnet sætte sig direkte på fly mod destinationer som Jersey, Edinburgh, Verona og Napoli. Bag de mange tilbud står Alsie Express, Gislev Rejser og Neubauer Turistik, der tilsammen gør Sønderborg til et stadig mere attraktivt udgangspunkt for både ferie- og erhvervsrejser.
“Vi er rigtig glade for den opbakning, vi har oplevet til vores charterdestinationer. Chartersæsonen fortsætter helt frem til november, hvor rejsende har muligheden for at flyve til blandt andet Rønne, München, Wien og Madeira”, siger Jákup Sverri Kass, direktør i Sønderborg Lufthavn.
Med udsigt til flere rejsende de kommende måneder ser lufthavnen optimistisk på resten af året og håber at kunne fastholde den positive udvikling, der har gjort Sønderborg til et knudepunkt for både korte ture og længere eventyr.



















