Det nuværende byråds fireårige periode i går på hæld, og det har været år med store beslutninger, markante investeringer og resultater, der har sat Sønderborg Kommune på landkortet – sågar verdenskortet. Men hvilke af byrådets beslutninger vil stå tilbage som de mest betydningsfulde, set gennem borgmesterens øjne?
”Nordborg Resort er et eksempel på noget stort, vi er kommet i mål med. Det er en kæmpe succes også takket være en investering på 130 millioner kommunale kroner i projektet, foruden at forvaltningen har brugt mange timer på det i et stærkt partnerskab med store investorer”, siger Erik Lauritzen der også peger på Tour de France der susede gennem Sønderborg en sommerdag for tre år siden.
”Mange sagde, det var mange penge at bruge på sådan noget, men det var en enorm succes for Sønderborg kommune. Jeg tror, 90 procent af alle borgere i dag vil sige, pengene er givet godt ud. Det var kæmpestort, vi fik top karakterer af arrangørerne og overholdt alle aftaler”, siger borgmesteren, der også fremover gerne ser flere store store events i kommunen.
Det gælder DGI’s landsstævne, som Sønderborg bliver vært for i 2029. Spejderlejr, landsstævne og Tour de France er ikke bare noget, man bliver vært for. Det kræver store investeringer og et enormt timeforbrug i forvaltningen at være værtsby for den slags, siger borgmesteren:
”Sønderborg er kendt for at stå stærkt i kommunale og private partnerskaber. Vore samarbejdspartnere tror på os og ved, kommunen står ved sit ord og er i stand til at gennemføre store begivenheder. Vi har sat os for at udvikle lufthavnen, og så stoler samarbejdsparterne på os. Vi vakler ikke, men skyder 75 millioner kroner i udviklingen af lufthavnen. Det er jeg vildt stolt af. Udviklingen af studierne på SDU er også noget, vi går med ind i. Vi har gode partnere. Det ville vi ikke have, hvis ikke byrådet og jeg holdt fast i de ting, vi sætter i gang”, siger Erik Lauritzen, der ser ordholdenhed som et must uanset byrådets partifarver.
En anden vigtig milepæl i indeværende periode har efter hans mening været skolernes årti.
”Vi har måttet lukke Ahlmann-Skolen og samle den og Humlehøj-Skolen til Alssund-Skolen. Vi har også besluttet at investere i skolernes årti med 50 millioner kroner i forbedring af skolernes fysiske rammer hvert år de næste ti år. Samtidig investerer vi i udviklingen af det skolemæssige indhold”, siger borgmesteren, der er glad for, at byrådet stod samlet om den beslutning.
Det er efter hans mening udtryk for, politikerne kan samles om de væsentlige ting. Vedtagelsen af Hertugernes Augustenborg med en genetablering af den historiske bymidte i hertugelig stil er en anden væsentlig ting, der vandt politisk flertal i indeværende valgperiode.
Foreningernes Hus i den gamle kaserne og beredskabets nye logistikcenter er andre store projekter, der er vinget af. Havnbjerg og Rinkenæs frivillige brandværn er lukket ned, men bygningerne eksisterer fortsat som beredskabsstationer med særlige opgaver – dog ikke brandslukning – og tilknyttede folk i form af frivilligenheder.
”Vi har overkommet Corona, energikrise, flygtningetilstrømning og stormfloder og klaret det hele og står fortsat på økonomisk fast grund med en solid økonomi”, siger Erik Lauritzen, der godt kan lide at have styr på finanserne:
”På nogle punkter ville jeg ønske mig, vi ikke var underlagt rigide statslige regler, der gør processerne vanskeligere. Der er ældrereformen, skolereformen og arbejdsmarkedsreformen. Jeg er med på, vi i et lille land som Danmark ikke kan have 98 forskellige udgaver af sundhedsindsatsen, men jeg kan blive træt af, der er for lidt tid til at gennemføre ændringerne, og ikke er tålmodighed til at føre dem ud i livet, inden de bliver ændret igen. Gennemfører man en ældrereform, kan man ikke lave den om efter to år. Det kræver store ressourcer ikke mindst for ledere og medarbejdere”, borgmesteren.
Erik Lauritzen synes det er træls, når nogen udefra ser gnidninger i byrådsarbejdet:
“Ikke desto mindre er det sådan, at de fleste beslutninger og projekter gennemføres i enighed,” siger han og ser frem mod det kommende kommunalvalg:
”Vi går en spændende tid i møde. Jeg glæder mig til at samle et solidt flertal til at drive de agendaer videre, vi har sat i gang”, lyder det fra borgmester Erik Lauritzen.



















