Tirsdag aften holdt Økonomiudvalget et ekstra møde, hvor udvalget drøftede situationen i SONFOR Varme, og trods pressens ihærdige spørgsmål på onsdagens pressemøde med Erik Lauritzen på borgmesterkontoret, kom der ikke noget konkret frem om, hvad der blev drøftet.
”Punkter er jo lukket, fordi Økonomiudvalget har brug for lukkede døre for at tage bestik af alt det, som er sket og sagt og så videre i den her proces, og jeg kan ikke sige mere om det, da det var en lukket drøftelse”, sagde Erik Lauritzen, men fortalte dog, at de blandt andet så på en række redegørelser, heriblandt de redegørelser, som endnu ikke er offentliggjort, omkring en sammenlægning af Sønderborg Varme og SONFOR Varme eller en sammenkobling af de to fjernvarmeselskabers fjernvarmenet.
Det ekstraordinære møde i Økonomiudvalget blev besluttet, da dagsordenen for det ordinære Økonomiudvalgsmøde blev udarbejdet:
”Vi kiggede på den lange dagsorden, og så sagde Tim (Hansen, kommunaldirektør, red.) og jeg til hinanden: Det bliver et langt møde, og vi skal have god tid til drøftelser omkring det der, så derfor lavede vi et ekstra møde, og det var faktisk den eneste årsag til det”.
Flere af SONFORs fjernvarmekunder har i kommentarer på SønderborgNYTs Facebookside efterspurgt, at drøftelsen af situationen omkring SONFOR Varme kunne ske i offentlighed og dermed fremgå som et almindeligt, åbent punkt på dagsordenen, så fjernvarmekunderne kunne få indsigt i de drøftelser og bilag, der skulle behandles på det ekstra Økonomiudvalgsmøde.
”Det er jo en vanskelig sag og en vanskelig situation, som SONFOR er i, men først og fremmest varmekunderne er bragt i, og så har vi som byråd, eller Økonomiudvalg i hvert fald, haft brug for, i et lukket rum, at tage en snak med os selv omkring de meldinger, vi har fået fra vores bestyrelse i SONFOR, og få vores blik på det her”, siger borgmester Erik Lauritzen og fortsætter:
”Og så er der jo sagt og skrevet rigtig mange ting, og nogle af de udsagn har vi også vendt med hinanden, og det tænker jeg må være rimeligt, at en bestyrelse, som vi jo også er, har mulighed for i et lukket rum at drøfte sådan nogle situationer, inden vi måske på et tidspunkt skal få konkrete ting at forholde os til”.
I skrivende stund er referatet fra tirsdagens ekstraordinære udvalgsmøde ikke offentliggjort, og om offentligheden bliver klogere, når det offentliggøres, er langtfra sikkert, da punktet om drøftelse af SONFOR Varme er et lukket punkt.
Men at der var noget at snakke om, er der ingen tvivl om, for ifølge borgmester Erik Lauritzen tog det ekstraordinære Økonomiudvalgsmøde to timer.


















