Fra natten til lørdag den 23. august 2025 kører der igen tog på strækningen mellem Tinglev og Sønderborg. Det bliver dog med nedsat hastighed gennem seks overkørsler, hvor der kun er advarselsanlæg, men ingen bomme.
Det første tog fra Sønderborg mod Tinglev er ICL 918, der afgår klokken 06:45 lørdag morgen, mens første afgang fra Tinglev mod Sønderborg bliver ICL 983 klokken 00.55.
Når togene fremover passerer de seks overkørsler, bliver farten sat ned fra 100 til 70 kilometer i timen. Ifølge Banedanmark betyder det, at bremselængden halveres, og at lokomotivføreren får mere tid til at reagere, hvis biler eller mennesker bevæger sig ud på skinnerne, selvom advarselsanlægget blinker.
”Vi er alle meget berørt af de to ulykker, der med kort tids mellemrum har været i to overkørsler på strækningen. Banedanmark og DSB er derfor her og nu blevet enige om, at togene sætter hastigheden ned i overkørslerne til 70 kilometer i timen. Det sker, mens vi gennemfører en grundig analyse af, hvilke tiltag der er behov for frem til, at overkørslerne som planlagt får bomanlæg i første halvår 2027”, siger Martin Harrow, sikkerhedschef i Banedanmark.
For at øge sikkerheden yderligere er beplantningen omkring overkørslerne blevet beskåret, så lokomotivførerne får bedre udsyn. Tre af overkørslerne – på Kådnervej, Visgårdvej og Kærvej – bliver desuden midlertidigt overvåget, så man kan sikre, at anlæggene fungerer korrekt.
Hos DSB bakker man fuldt op om de nye tiltag.
”Vores kunders og medarbejderes sikkerhed har altid højeste prioritet. Derfor bakker vi fuldt op om de her tiltag, der nu iværksættes for at øge sikkerheden. At sænke hastigheden midlertidigt gennem overkørslerne vil skabe mere tryghed for både vores passagerer og vores lokomotivførere, indtil der hurtigst muligt kan etableres mere permanente løsninger. Vi fortsætter arbejdet med både Banedanmark og kommunerne for at finde de mest effektive løsninger ovenpå den forfærdelige ulykke sidste uge, der stadig berører os alle dybt”, fortæller Per Schrøder, driftsdirektør i DSB, i en pressemeddelelse.
Banedanmark har samtidig haft en tæt dialog med Sønderborg og Aabenraa kommuner om yderligere sikkerhedstiltag. Begge kommuner er allerede i gang med at etablere rumleriller og opsætte nye skilte ved de seks overkørsler.




















