Læserindlæg: Er SONFORs dyre planer virkelig i borgernes interesse?

Arkivfoto

Arkivfoto

23. august 2025 Debat Skrevet af: Redaktion

Casper Olsen, Nordborg, skriver:

Læserindlæg: Fra priseksplosion til luksusbyggeri – er det i forbrugernes interesse?

På Nordals har vi allerede mærket, hvordan fjernvarmeregningen er eksploderet. De variable priser er siden 2021 steget med hele 106 %, og fra oktober stiger de faste bidrag yderligere med 70 %.

Dertil kommer en underdækning, som SONFOR fik lov af Forsyningstilsynet til at indhente over tre år i stedet for de normale to – men som i stedet er vokset og nu fordoblet. Resultatet er, at kunderne sidder tilbage med endnu en regning, mens problemerne hober sig op.

Artiklen fortsætter under annoncen

Udbygningen af fjernvarmesystemet er et skoleeksempel på et projekt, der er løbet fuldstændigt af sporet. Først steg anlægsbudgettet med 130 mio. kroner under corona, derefter med 90 mio. kroner på grund af Ukraine-krigen.

I dag er budgettet 87 % højere end oprindeligt – men i stedet for at stoppe op og overveje, om projektet overhovedet kunne bære, valgte man blot at hæve budgettet og sende regningen videre til kunderne uden så meget som at blinke.

Som om det ikke var nok, viser det sig nu, at SONFOR samtidig planlægger at bygge et nyt domicil til sig selv.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er ikke bare en spekulation eller et rygte – det står direkte i Sønderborg Kommunes egne papirer. I sagsfremstillingen til Teknik-, By- og Boligudvalget fremgår det, at der ikke kun er tale om et nyt centralrenseanlæg, men også om “fremtidige driftsbygninger, administration og udvikling af anlægget”. Med andre ord: nye, flotte kontorer til SONFORs chefer – betalt af os alle.

Og her er det vigtigt at huske: SONFORs administration dækker hele koncernen – og derfor vil et nyt domicil ramme alle. Både spildevands-, affalds-, vand- og fjernvarmekunder vil få en højere regning, fordi administrationsomkostningerne stiger. I 2025 steg spildevandstaksten for et standardhus allerede med ca. 372 kr. årligt, fordi der skal opspares til et nyt renseanlæg.

Artiklen fortsætter under annoncen

Og hvis byggeriet af domicilet – ligesom fjernvarmeudvidelsen – løber af sporet, så er der kun én til at betale: forbrugeren.

Når SONFOR siger, at de ikke tjener penge, har de ret i det formelle. Men når de samtidig vil bygge dyre domiciler, sender regninger videre til kunderne og lader underskud vokse uden at tage ansvar – så må vi spørge: Er det virkelig i forbrugernes interesse?

Og her kan politikerne ikke fralægge sig ansvaret. Når byrådet godkender lokalplan og kommuneplantillæg, giver de samtidig grønt lys til domicilbyggeri. Så er det ikke længere kun SONFOR, men også byrådet, der bliver medskyldige i, at borgerne igen og igen må betale en regning, de aldrig har bedt om.

Artiklen fortsætter under annoncen

Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...