Sønderborgs gader blev lørdag forvandlet til et hav af regnbueflag, musik og smil, da Pride-paraden endnu engang satte farver på byen. Politikere, familier og tilrejsende gik side om side, og i Kongevejsparken blev dagen rundet af med taler, musik og fællesskab. Det var en dag, hvor både fest og alvor gik hånd i hånd – og hvor budskabet var klart: der er stadig brug for Pride.
Forperson for LGBTQ+ Sønderborg, Niels Christian Aahøj Bech, lagde vægt på det fællesskab, Pride skaber i byen. Han takkede de mange fremmødte og mindede om, at Pride netop handler om at stå sammen:
“Sammen gør vi en forskel. Sammen skaber vi synlighed. Og sammen gør vi Sønderborg mere farverig, mangfoldig og åben”.
Hvor Niels Christian Aahøj Bech talte om fællesskabet, tog næstforperson Christian Kaad fat i sproget, vi bruger til at beskrive hinanden – og satte fokus på ordet “normal”. Han understregede, at normalitet er subjektivt og derfor ikke kan bruges til at dømme andre:
“Det der er normalt for mig, er ikke nødvendigvis normalt for dig. Derfor er ordet helt ubrugeligt som argument. Vi må i stedet være nysgerrige på det, vi ikke forstår”.
Christian Kaad delte samtidig en personlig fortælling om sin barndom, hvor vold og hårde ord var en del af hverdagen, men hvor en mormors støtte gjorde forskellen. Derfor sluttede han med et kraftfuldt opråb: “De behøver ikke forstå os, men de skal respektere os. Nu kræver jeg min plads”.
Borgmester Erik Lauritzen samlede trådene i sin tale og satte Pride ind i en bredere politisk og lokal ramme. Han glædede sig over festen, men understregede, at Pride også er en påmindelse om de udfordringer, der stadig eksisterer:
“I dag fejrer vi mangfoldighed, fællesskab og retten til at være den man er. Men Pride er også at anerkende, at der stadig er mennesker, som oplever diskrimination, udelukkelse og ensomhed. Inklusion er ikke en politik, man vedtager en gang, og så kører det. Det er en praksis, man skal leve og udleve hver dag”.
Blandt deltagerne i paraden var der mange personlige historier, som satte ord på, hvorfor Pride stadig er vigtig. Mathias på 30 år, deltog med sin kæreste og fortalte, hvordan han først fandt modet til at springe ud, da han flyttede væk fra Sønderborg:
“Da jeg boede her, turde jeg ikke være åben om min seksualitet. I Odense fandt jeg modet til at springe ud, og hvis der dengang havde været en Pride i Sønderborg, havde jeg nok gjort det tidligere. I dag kunne jeg sagtens finde på at flytte tilbage – jeg elsker stadig Sønderborg”.
Cristina Martin, 49 år, havde taget sin datter med, og hun husker tydeligt et spørgsmål, datteren stillede som syvårig: “Hun spurgte mig, hvorfor man egentlig holder Pride. Jeg forklarede, at det er fordi, nogle mennesker ikke tør vise, hvem de er. Så kiggede hun bare på mig og sagde: ‘Hvorfor behøver man det? Er det ikke bare helt normalt at være sig selv?”
Veninden Maria Toledo på 40 år, lagde vægt på behovet for mere accept i hverdagen: “Vi er alle forskellige, men det betyder ikke, at nogen er forkerte. Det mangler vi stadig at lære i Sønderborg. Jeg håber, at det borgmesteren sagde, bliver fulgt op i skolerne og i hverdagen, så flere tør være åbne”.
Dagen sluttede med musik og fællesskab i Kongevejsparken, men budskaberne fra både talerne og deltagerne pegede i samme retning: Pride handler om meget mere end farver og fest. Det handler om respekt, tryghed og retten til at være den, man er – og den kamp fortsætter i Sønderborg.
