Der er nyt liv på havnen i Mommark, hvor en helt ny saunahytte og badeklub nu står klar. Lørdag den 30. august 2025 kan alle interesserede kigge forbi Mommark Marina og få et kig ind i det nye fællesskab – og måske tage en dukkert, hvis modet er til det.
Snoren klippes klokken 11:00 af Benny Engelbrecht, og herefter bliver der vist rundt i de nye faciliteter, som rummer både sauna og omklædning. Samtidig bliver der fortalt om tankerne bag Mommark-Badeklub, der fremover skal samle lokale og besøgende omkring strand, vand og varme.
“Vi glæder os til at dele det her med alle, der har lyst til at bade – hele året rundt. Det her handler ikke kun om sauna, men også om fællesskab”, fortæller Birgit Langelund, formand for Mommark Havns Venner, i en pressemeddelelse.
Gæsterne kan få en ringridderpølse og en øl eller vand, og der bliver også sat ord på det samarbejde og den støtte, som har gjort projektet muligt.
Åbningen af Mommark-Badeklub og saunahytten finder sted lørdag den 30. august fra klokken 11:00 til 14:00 på Mommark Marina. Alle er velkomne, oplyser Mommark Havns Venner i en pressemeddelelse.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.


















