Ingrid Johannsen, byrådsmedlem og Niels Christian Just, byrådskandidat for Venstre, Gråsten, skriver:
Læserindlæg: Vi må passe bedre på Alnor Strandpark og vores fælles aktiver
Der blev revet tang på stranden i Alnor Strandpark den 19. august. Vi synes, det er ærgerligt, at Sønderborg Kommune først vælger at fjerne tangen så sent på sommeren – på en strand, der i høj grad benyttes af vores borgere.
Det er ikke en plejeplan, vi kan være bekendt over for borgerne.
Det gode liv handler også om at værne om den skønne natur, vi har, og derfor bør plejeplanen tilpasses vores egne skolebørns sommerferie. På nuværende tidspunkt er det jo næsten kun badegæsterne syd for grænsen, der stadig har ferie.
Samtidig mener vi, at vi bør passe bedre på de aktiver, vi allerede har. I Strandparken er der etableret en rigtig fin legeplads, men den bliver ikke vedligeholdt. Redskaberne bliver eksempelvis ikke vasket fri for alger om foråret – de får bare lov til at stå og forfalde.
Konsekvensen bliver, at vi pludselig må bruge mange ressourcer på at opsætte en helt ny legeplads i stedet for blot at passe på den, vi har.
Dette er et læserindlæg der udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Hvis du ønsker at sende et læserindlæg til SønderborgNYT, så kan det sendes til [email protected].




















