LAG Sønderborg-Aabenraas bestyrelse pegede på årets tredje uddelingsrunde af LAG-støtte på en række lokale initiativer, der kan mærkes i Sønderborg Kommune.
Syv projekter på Nordals, i Augustenborg, Broager, Broagerland, Rinkenæs og Nørreskoven får tilsagn om samlet 645.157 kroner og spændet i idéerne er stort men fællesnævneren er mere liv, aktivitet og arbejdspladser i landdistrikterne.
På Nordals får Bakkegården Ulbjerg ApS tilsagn om 64.150 kroner til en specialindrettet køletrailer, der skal sikre friske udskæringer helt ud til kunderne. I Augustenborg får virksomheden B.S. Food tilsagn om 100.000 kroner til at etablere en pop up-eventbutik og café, som kan tiltrække nye gæster og teste koncepter i gadeplan. I Broager hæver Broager Bilsyn ApS kapaciteten med en ekstra lift og får et tilsagn på 100.000 kroner.
I Rinkenæs får Quorps Busser ApS tilsagn om 86.500 kroner til en kontorcontainer og it, så drift og planlægning kan fremtidssikres tættere på vognparken. På Broagerland får ‘Ændringen for Livet’ tilsagn om 50.000 kroner til at etablere behandlerrum som led i et større fællesskab for sundhed og velvære, mens Britta Biedermann får tilsagn om 149.507 kroner til hegn og læskur med vand og strøm til alpakaer som del af et regenerativt turismeprojekt.
Endelig får Foreningen Nygård, der driver kulturstedet Nygård i Nørreskoven på Nordals, tilsagn om 95.000 kroner til bedre akustik i den store sal og en trappelift, så flere – også gangbesværede – kan få glæde af koncerter og arrangementer.














